Forrige recordNæste record   Julehilsen fra redaktørerne

23. december 2024

For 16. år i træk har redaktionen glæden af at udsende en hilsen med tilbageblik fra året der gik i vores kære agtværdige Selskab.

Som fuglekonge fra 2023, var det i år jeg havde glæden og æren af at opfylde de pligter der ligger i den fornemme titel. Dette indebar, at jeg ved nytårskuren i januar skulle have godkendt skitsen til min malede skive. Ved fuglekongens middag i juni kunne jeg præsentere det færdige resultat for bestyrelsen og særligt indbudte. På fugleskydningensdagen stod jeg som vært ved morgenbord for bestyrelsen og efterfølgende gav jeg en "lille en" til årets deltagere ved fugleskydningen. Siden kunne jeg præsentere skiven for skydebrødrene, holde min tale for landets majestæter og give fuglekongebåndet videre til min efterfølger, Michael Donstrup.
På alle måder var mit år som fuglekonge fantastisk og fyldt med glæde. Jeg ønsker det samme for Michael og under andre at opnå samme ære og glæde som det blev mig til dels.

Glæder og sorger går hånd i hånd. Således også i 2024. Inden for blot en måned måtte vi tage afsked med begge korrekturlæsere vi hidtil havde haft siden selskabets hjemmesides etablering. Lene Birch der var korrekturlæser i godt et år, døde i juni, mens den tidligere korrekturlæser gennem 15 år, Jonna Christensen døde i juli. Begge stod mig nært og begge havde jeg kendt i flere årtier. Det er for mig store tab.

Magelighed bliver nogle gange straffet. Efter årets fugleskydning blev det besluttet at undlade nedtagning af pavillonen i Håndværkerens have. Den skulle jo alligevel bruges senere på måneden ved Roskilde Borger-, Håndværker- og Industriforenings fugleskydning. Naturens rasen straffede beslutningen, da pavillonen godt og grundigt blev blæst omkuld. Medlemmer fra de to foreninger fik dog hurtigt gjorde skaden god igen på en god eftermiddag.

Der er åbenbart noget magisk ved hver ottende år. I 2008 fik selskabet Otto Johansen skive fra 1960 tilbage. Den blev stjålet på Hotel Prindsen i 1970´erne. Rammen til skiven manglede, men den blev efterfølgende rekonstrueret. I 2016 lykkedes det at hjemkøbe Søren Borchs skive fra 1847. Den havde i omkring 100 år på lovlig vis været i svensk eje. I år fik vi så rammen til Jens Peter Rasmussens skive fra 1893 tilbage. Denne blev også i sin tid stjålet fra Hotel Prindsen. Rammen blev sendt til selskabets konservatorer, der har med sædvanlig professionalisme har sat den i flot stand. Efterfølgende har en kunstmaler påtaget sig at lave rekonstruktion af den gamle skive. Det bliver spændende at se resultatet i 2025.

Selskabets aftale om udstilling af skiver på Roskilde Museum blev i år forlænget. Vi kan således med sindsro se frem til den fornemme placering i en årrække fremover.
Der skal snart overvejes om der skal ske omplacering af skiverne på Håndværkeren, da de efterhånden sidder tæt.

Efterårets to skiveskydningen bød begge på antiklimaks. I september havde skytteforeningen glemt vores aftale, hvilket amputerede arrangementet en del. I oktober mødte blot 19 skytter op til gratis smørrebrød. Der var således flere der gik hjem med natmad.
Som noget nyt, vil vi i 2025 holde skiveskydninger den anden torsdag i månederne. Således kommer vi uden om efterårsferien og vinterferien i Roskilde Kommune. Skydebrødrene opfordres til at bakke op om arrangementerne.

Det er absolut ikke hvert år vi kan præsentere to nye fuglekonger. Det var tilfældet i 2024, omend den ene var blevet kåret for 169 år siden. Ifølge bøger, publikationer og fortegnelser blev der ikke afholdt fugleskydning hos os i 1855. Det viser sig nu ikke at være sandt. Under ”støvet” har vi fundet en artikel og en protokol der fortæller noget andet. Kgl. skuespiller og kammersanger Jørgen Christian Hansen blev vores fuglekonge i 1855. Vi har ingen skive fra året, men har kunnet opdatere fuglekongesiden med den nye viden.

Desværre fik selskabet også i 2024 en nettonedgang af medlemmer. Vi har nu det laveste antal medlemmer i hjemmesidens historie, hvor der er ført statistik. Igen, igen, igen opfordres skydebrødre til at stå som proponenter ved de kommende indballoteringer i 2025.

Dette nyhedsbrev er årets nummer 31. I 2023 blev der udsendt 33.

Alle skydebrødre med familier ønskes en rigtig glædelig jul og et godt nytår.


Mr- Great Wall med nissehue

   

Tilbage til listen