Født: 23. september 1886 København • Død: 12. september 1972 Hillerød
Theodor Kjølner arbejdede med underglasurmaleri på Den kgl. Porcelainsfabrik, hvor han udførte de populære unikavaser og -skåle med danske landskaber, byprospekter og blomster. Hans hovedfelt var dog marinemaleriet, hvor han ofte har malet efter forlæg på Handels- og Søfartsmuseet. Han anvendte penslen i højere grad end sine forgængere og udnyttede med held nye underglasurfarver som ren sort, en kraftig gul og en rødlilla. Det sidste unikaarbejde af denne type fra Den Kgl. Porcelainsfabrik malede Kjølner i 1972, da han var 86 år gammel. Han malede også gråt porcelæn med nye underglasurfarver, udstillet på Charlottenborgs Efterårsudstilling 1941. Som konservator udførte Kjølner restaureringsarbejder for Handels- og Søfartsmuseet, Nordsjællandsk Folkemuseum, Gl. Estrup, Aastrup og Nationalmuseet, hvor han malede paneler og dørstykker til Ll. Hesbjerg-stuerne, foruden 2 gyldenlæderstapeter. Kjølner har desuden malet landskabs- og blomsterbilleder.
I 2010 gav Theodor Kjølners barnebarn, Claus Havemann, følgende levnedsbeskrivelse af sin morfar:
"Min morfar boede som barn på Frederiksborg Slot, hvor hans far var garderhusar og senere blev gymnastiklærer på Frederiksborg Statsskole. Min morfar og oldefar havde vidt forskellige livssyn, så kemien mellem dem var ikke den bedste.
Som ung kom min morfar i malerlære. Senere gik han som naver gennem Tyskland, med sin ven P.M. Petersen. De kom bl.a. til Dresden hvor de lærte en masse godt håndværk af tyskerne.
Tilbage i Danmark mødte han Anna Larsen som han blev gift med. Sammen fik de min mor, Grethe.
Det blev til en længere karriere på Den Kgl. Porcelænsfabrik, hvor han bl.a. malede unikavaser, der kun laves i et enkelt eksemplar. Han lavde en vase til den daværendeende engelske premierminister, Edward Heath, og en vase til Aristoteles Onassis med motiv af hans yacht "Christia O".
Ellers var min morfar en habil landskabsmaler og han lavde en del malerier for Kronborg Slot. Han var et meget behageligt mennesker, der overhovedet ikke interesserede sig for politik.
Selv blev jeg også kunstner hvilket utvilsomt er inspireret af min morfar. Som dreng kom jeg meget på min morfars værksted. Her kunne jeg finde på at "pynte" på morfars malerier, hvis jeg syntes at de manglede lidt rød. Så faldt der brænde ned, som det jo var normalt dengang, når børn lavede skarnsstreger".
Theodor Kjølner interesserede sig også for hunde. Det fremgår af "Granddannoisklubbens" hjemmeside, at Kjølner i sin tid var medlem af klubbens bestyrelse. Dengang hed klubben "Specielklubben for den danske Hund".