Født: 17. august 1800 • Død: 1879
Levnedsbeskrivelse:
Claus Christian Tilly er søn af skrædermester Tilly fra Augustenborg og halvbror til teatermaleren J. H. Ehrencron, idet hans mor, Cathrine født Clausen, senere blev gift med dennes far. Han rejste til København, dels for at lære malerhåndværket, og dels for at uddanne sig til billedkunstner. Efter at have gennemgået kunstakademiets lavere skoler, blev han elev af modelskolen i 1824, og i 1825 vandt han den lille sølvmedalje, og i 1826 den store sølvmedalje. I 1827 konkurrerede han til den lille guldmedalje og til pengepræmien, men da han ikke opnåede nogen præmie, besluttede han i 1829 at gøre mesterstykke som håndværksmaler. Han løste borgerbrev i 1833 som malermester, og han var medlem af malerlauget frem til 1864. I en periode var han laugets oldermand, og i nogle år tillige borgerrepræsentant.
I hele perioden dyrkede han sideløbende billedkunsten. Fra 1819 til 1841 udstillede han sine værker på Charlottenborg. Landskaber, figurbilleder, altertavler og portrætter var dele af hans arbejde. Den væsentligste del af hans kunstneriske arbejde var dog som dekorations- og teatermaler, og der var også tid til at drive en tegneskole.
Da Christian Albrecht Jørgensen lod sin skive male af Christian Tilly, var kunstneren på højdepunktet af sin lidt usædvanlige kunstnerkarriere.
Skiven fra 1833 er den første i samlingen, der er signeret med en kunstners navn.
Meget kunne tyde på, at det også er Tilly, der har malet bager Jacobsens skive fra 1830.
Valget af motiv, dets behandling, figurernes anbringelse, den lille pige i forgrunden. På bagermesterens billede er den lille pige i forgrunden et købstadsbarn, der bærer en krukke. I apotekets laboratorium er det en lille bondepige i landsbydragt med en kurv, sikkert med krydderurter, som hun har plukket og vil sælge.
Også i 1833 udstillede han på Charlottenborg, og umiddelbart derefter har han malet kongeskiven.
Hvordan apotekeren er kommet i forbindelse med Tilly, vides ikke. Vi ved dog at Christian Tilly har udført værket ”Fugleskydning på Amager”, men om kunstneren har fundet inspiration ved deltagelse i fugleskydninger, eller om fuglekongen har set værket og har opsøgt kunstneren kan vi kun gætte om, men der anes da en eller anden form for sammenhæng.
Hvert af disse billeder har noget at fortælle en modtagelig efterslægt. Den velhavende mands påklædning på den tid, en scene fra et større købstadsbageri, apotekets for menigmand altid lidt mystiske lokaler, der minder om alkymistens laboratorium.
På sine gamle dage må Christian Tilly være blevet ramt af sygdom, for vi ved at han fra 1874 til 1876 var hospitalsindlagt - det der i disse tider hed at være ”lem” på et hospital. Han kunne dog siden igen flytte ud i byen, men døde i 1879 knap 79 år gammel.
Foruden Christian Albrecht Jørgensens skive kan det ikke udelukkes, at Christian Tilly også var maleren bag bager Jacobsens skive fra 1830, men denne er ikke signeret.
Et andet eksempel på et maleri fra Christian Tilly's hånd er "portræt af en ung mand i empirestol" fra ca. 1843.