Født: 20. maj 1947
Levnedsbeskrivelse:
Levnedsbeskrivelse:
Smed og maskinmester, samt isoleringsmester.
I 2020 gav fuglekongen sin levnedsbeskrivelse til selskabet. Den lyder således:
Jeg blev født i Odense, hvor min far var 2. mester på Odense Sukkerfabrik. Familien bestod af mine forældre, min søster og mig.
I 1951 flyttede vi til Assens i en funktionærbolig, da min far blev 1. mester på Assens Sukkerfabrik.
Som barn legede jeg meget på sukkerfabrikken. Blandt barndommens interesser kan nævnes gul ulveunge, siden gul spejder, gymnastik, badminton, svømning og udspring.
Min grundskole foregik i Assens. Siden kom jeg til Gørlev Bakkendrup Centralskole, hvor jeg tog min realeksamen i 1964. På den tid var det slut med de gule spejdere. Jeg blev medlem af FDF. Som man sagde "Fars Drenge Fiser".
Jeg har også været en af kirkens tjenere. I årene 1956 til 1960 var jeg syngedreng i Vor Frue Kirke i Assens. Vi var to hold, så vi havde fri hver anden søndag. Vi sang både til almindelig gudstjeneste klokken 10 og eftermiddagsgudstjeneste klokken 17. Vi lagde stemmer til såvel dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Naturligvis også til almindelig messe.
Hver isæt blev vi indhentet af tiden, hvor vores stemmer gik i overgang.
Min far så gerne, at jeg kom i lære som smed. Det skulle han ikke bestemme, så jeg gik mine egne veje. Jeg blev karl på Krengerup Gods, et sted jeg var i blot 3½ måned.
Det lykkedes mine forældre at overtale mig til at komme tilbage til Assens og følge faders vilje. Jeg kom i lære som smed på Gørlev Sukkerfabrik. Da jeg ønskede at læse videre til maskinmester, kunne jeg afslutte min svendeprøve efter tre år. I 1967 begyndte jeg at læse til maskinmester på Teknisk Skole i Odense.
Mens jeg læste traf jeg den 8. august 1965 Jette Elisabeth Jensen. Det var i radiobilerne i Winthers Tivoli i Gørlev. Gentagne gange kørte jeg ind i hende. Hun blev fornærmet, men kort tid efter inviterede hun mig til frokost hjemme hos sine forældre.
Det blev et forhold, der eksisterer endnu. Det blev en lang forlovelse, da vi først giftede os i 1998. Inden da havde vi fået to børn, Martin i 1970 og Tilde i 1976.
Efter at have læst første del af maskinmesteruddannelsen arbejdede jeg i et halvt år hos ØK. Efter en tid i Landskrona i Sverige var jeg ude at sejle i fire måneder, hvor vi kom til Østen. Efter denne oplevelse gik jeg i gang med anden del af maskinmesteruddannelsen.
Som nyuddannet maskinmester havde jeg kortvarigt arbejde på Peter Haabs Maskinfabrik i Odense.
Jeg kom nu til Persolit, der stadig blandt andet arbejder med isolering. Her kom jeg først på kontor og siden på værftet. På det tidspunkt boede vi på Ruggårdsvej i Odense.
Arbejdet hos Persolit bragte familien til Sjælland i slutningen af 70´erne. Her blev vores første bolig i Havdrup.
I forbindelse med en licitationssag kom jeg i kontakt med Svend Vestergaard Nielsen, i daglig tale Svend ISO. Snart blev vi enige om, at jeg skulle overtage hans virksomhed, Roskilde Isoleringscenter A/S. Efter en overgangsperiode overtog jeg virksomheden helt i 1983. Virksomheden lå på Himmelev Bygade, mens vi boede i Ibsgården. Der var ikke langt til arbejde.
I forbindelse med virksomheden havde vi mange spændende opgaver, også i udlandet. Her kan nævnes:
- facadearbejde i en boligkarré i Litauen
- for Haldor Topsøe lavede vi isoleringsarbejde på et CAD anlæg i Stockholm i Sverige
- ligeledes på et CAD i Haarlem i Holland
- en tre måneders opgave med isolering af loft og rør i Thorshavn, Færøerne
- facadeisolering af Danmarks ambassade i Moskva
- facadeisolering i Sankt Petersborg.
I midten af 80´erne flyttede vi til Ledreborg Allé. Her boede vi, indtil vi i 1995 flyttede til det centrale Roskilde. Vi købte Skomagergade 12, hvor Svane Apoteket i mange år havde ligget, og på det tidspunkt stadig lå. Vores privatbolig blev på 1. og 2. sal.
Da vi flyttede til Roskilde, var jeg klar over, at jeg aldrig ville blive betragtet som en rigtig roskildenser. Det forhindrede mig dog ikke i at engagere mig i lokalsamfundet. Jeg har været aktiv i følgende:
- Junior Chamber
- Senior Chamber
- Rotary
- bestyrelsessuppleant Roskilde og Omegns Fugleskydningsselskab
- bestyrelsesmedlem i Roskilde Borger-, Håndværker- og Industriforening
- kasserer i Facadeentreprenørernes Garantifond
- lokalformand for Dansk Arbejdsgiverforening
- bestyrelsesmedlem i Dansk Industris lokalafdeling.
Omkring årtusindskiftet fik jeg konstaterede epilepsi. Det betød, at jeg fik kørselsforbud i fem år, indtil jeg atter kunne erhverve mit kørekort.
Sygdommen betød, at jeg valgte at sælge virksomheden til nogle medarbejdere. Jeg valgte en tidlig pensionsalder.
Pensionsalderen har jeg kunnet nyde uden at skulle stå op om morgen til bestemt tid. Jeg har været aktiv i foreningsarbejde, vi har været på rejser og nydt familien.
Det er blevet til seks børnebørn. Tilde har en pige og en dreng, mens Martin har to piger og to drenge. Drengene er tvillinger. Vi har både fået børn og børnebørn med ligelig fordeling mellem kønnene. Sådan var det også i mit barndomshjem.
Efter 25 år i Skomagergade solgte vi ejendommen og overtog en stor og dejlig lejlighed i Acacielunden i Trekroner-kvarteret. Her skulle vi nyde vores alderdom. Desværre er det indtil nu ikke gået sådan.
Min epilepsi giver mig stadig kvaler. Vi har begge fået kræft. Oven i alt dette har jeg for nyligt brækket benet.
Vi kan se tilbage på et godt liv.
Skiven:
På en lyseblå himmel ses i toppen en svane komme flyvende. Det er ikke en hvilken som helst svane, men logoet for Svane Apoteket i Roskilde. Gennem 25 år ejede fuglekongen Skomagergade 12. Privatboligen var 1. og 2. sal, mens stueetagen var udlejet til Svane Apoteket.
Centralt i skiven ses en stor sukkerroe over en roemark. Fuglekongen er opvokset på sukkerfabrikker, hvor faderen var mester. Fuglekongen selv blev udlært som smed på Gørlev Sukkerfabrik.
Nederst på skiven ses bogstaverne ISO for fuglekongens mangeårige virke som isoleringsmesteren.
Se fuglekongens data til Roskilde Museum her.
Skiven måler 49 cm i diameter.
Skivens placering:
Skiven er ophængt i Restaurant Håndværkerens salSkiven malet af:
Jeppe Emil DrewsKongeskytte:
Frank HolmstrupÅrets vindere:
Ringen | Poul Erik Christiansen ved skud af Søren Lyder Jacobsen | |
Kronen | Poul Jørgensen ved skud af Søren Lyder Jacobsen | |
Højre klo | Pauli Hansen ved skud af Jonas Gaarde Rasmussen | |
Venstre klo | Ebbe Bødker ved skud af Christian Aarosin | |
Halsen | Blev sprunget over grundet tidsmangel ved skud af ingen skytte | |
Halen | Blev sprunget over grundet tidsmangel ved skud af ingen skytte | |
Venstre vinge | Blev sprunget over grundet tidsmangel ved skud af ingen skytte | |
Højre vinge | Toni Minke ved skud af Finn Borre | |
Brystpladen | Torben Lenou Hansen ved skud af Frank Holmstrup |
Farven på skydenummeret ved årets fugleskydning var antique bronze.
Siden sin optagelse i selskabet var Erik Sandbjerg en skarp skytte ved skiveskydningerne. Som oftest blev det dog kun til en eller to skiveskydninger pr. sæson, og dermed var han ikke med i konkurrencen om vandrepokalen. I 2019 blev der opnået tilstrækkelig mange deltagelser, hvilket gav bonus som vinder af vandrepokalen. Som førstegangsvinder blev det tillige til erhvervelse af reversnålen. Se det samlede resultat af årets skiveskydninger her.
Fuglekongens historie og anekdoter:
Torben Lenou Hansen overtog sin isoleringsvirksomhed fra Svend Vestergaard Nielsen, fuglekongen fra 1977.
* * * * * * * * *
Torben Lenou Hansen var ikke helt ubekendt med ansvaret, da han blev kåret i til fuglekonge. I 1982 blev han fuglekonge i Roskilde Borger- Håndværker og Industriforening. Hans fugledronning var Conny, gift med fuglekongen fra 1977, Svend Vestergaard Nielsen, fra hvem Torben Lenou Hansen havde overtaget sin isoleringsvirksomhed fra. En ring var sluttet.
* * * * * * * * *
Som siddende fuglekonge skænkede Torben Lenou Hansen kr. 40.000 til Museumskontoen i 2020. Dette i anledning af sit 40 års jubilæum i selskabet.
Årets historie og anekdoter:
Som et forsøg blev der serveret wienerschnitzel ved årets generalforsamling. Og der blev taget godt imod forsøget.
* * * * * * * * *
På generalforsamlingen blev det foreslået at der skulle sættes et nyt skilt op ved Restaurant Håndværkeren for vores agtværdige selskab. Dette tog bestyrelsen imod og valgte at arbejde videre med. Der blev lavet en skitse og det blev besluttet at føre det ud i livet.
* * * * * * * * *
Under generalforsamlingsmiddagen demonstrerede Henrik Enig et nyt digitalt fugleskydningsspil, der skal tages i brug på Roskilde Museum.
* * * * * * * * *
I anledning af Valdemarsdag, 800-året for Dannebrogs dalen til jorden i Estland, deltog medlemmer af selskabet i gudstjeneste i Domkirken og fanemarch den 14. juni. Fugleskydningsselskabet var repræsenteret med to faner.
Læs om dagens program her og om Domkirkearrangementet her.
* * * * * * * * *
To gamle stangrifler blev ophængt i Håndværkerens store sal. Stangriflerne havde tidligere været deponeret og udstillet på Roskilde Museums Palæsamlinger, indtil dettes lukning i 2008.
Primus motor for projektet var æresmedlem Per Handberg, mens skydebrødrene Poul Erik Christensen, Leif Nielsen, Preben Rasmussen og Henrik Enig stod for det håndværksmæssige del af projektet.
De to stangrifler beskrives således:
Fremstillet cirka 1780 hos familiefirmaet Pistor i Schmalkalden, Sachsen.
Forlader med riflet løb kaliber 75 (19 mm).
Oprindeligt udført med flintelås. I 1800 tallet ombygget til perkusionslås hos brødrene Georg og Wilhelm Pistor.
Stangriflen har tilhørt storkøbmand, etatsråd og kgl. agent Anders Borch (1802-1881), købmandsgården, Algade 12.
Anders Borch byggede i 1861 den statelige ejendom Hersegade 9. I dag er denne ejet af Roskilde Borger-, Håndværker- og Industriforening. Fugleskydningsselskabet har siden 1965 afholdt den årlige fugleskydning her.
1923 skænkede Hofjægermester Th. Havsteen, Maglelunden, riflen til Fugleskydningsselskabet.
Fremstillet i Danmark i 1700-tallet. Piben er ikke dansk.
Forlader med riflet løb kaliber 75 (19 mm).
Oprindeligt udført med flintelås, men i 1800-tallet ombygget til perkusionslås.
Har tilhørt storkøbmand W.P. Jacobsen senior (1850-1911), købmandsgården, Stændertorvet 2. Han blev fuglekonge i 1909.
I 1924 skænkede sønnen W.P. Jacobsen junior riflen til Fugleskydningsselskabet.
* * * * * * * * *
Et nyt facadeskilt for Fugleskydningsselskabet blev ophængt ved Håndværkerens hovedtrappe på indskydningsdagen, den 1. juli. Det viste sig, at det tidligere messingskilt ikke kunne modstå vejrliget.
Skiltet i Nero Africa Impala granit er udarbejdet af skydebror og stenhugger Ole Knudsen. Skiltet blev finansieret ved bidrag fra 10 skydebrødre.
* * * * * * * * *
Salutkanonen, som selskabet fik af Tuborg Fonden ved 225-års jubilæet, var til service og reparation. Efterfølgende blev kanonen affyret med sortkrudt, hvilket gav en forøget effekt.
* * * * * * * * *
I ugen op til fugleskydningen var den danske sommer meget varm. På dagen var det blevet noget køligere med udsigt til regn. Regnen udeblev, men der var en del blæst, hvilket gjorde det føltes en anelse køligere, end det i virkeligheden var.
Af logistiske årsager inviterede fuglekongen til morgenmad for bestyrelsen på Café Satchmo på Rosenhavestræde. Herfra var blot under hundrede meter til Roskilde Museum, hvor dagens egentlige arrangement startede.
Marchen gik den sædvanlige rute til Stændertorvet. Mere usædvanligt var det, at det var en midlertidig borgmester der tog imod. Blot fem dage før, var Joy Mogensen blevet udnævnt til Kultur- og kirkemester. Den hidtidige viceborgmester, Poul Andersen, holdt en flot tale for skydebrødrene og ønskede en god dag.
Inden fugleskydningen modtog Peter Larsen, Gunnar Bjerregaard og Preben Rasmussen 25 års erindringsemblemer. Poul Christiansen, Jesper Pålsson og Mogens Würtz modtog samme uden at være til stede. Jens Nordlund modtog 40 år erindringsemblem uden at være til stede.
Under uddelingen af erindringsemblemer tog vinden til, så fuglekongenskiven røg af krogen på den stolpe, hvor den var ophængt. Skiven ramte fliserne, men slap nådigt. Det blev til overfladiske ridser på rammens yderside, en skade, Jeppe Drews let kunne udbedre.
108 skydebrødre deltog i en fugleskydning med en usædvanlig genstridige fugl. Tre emner blev sprunget over, og 669 skud blev affyret, før skydebrødrene henad klokken 15 kunne gå til frokost.
Under frokosten talte fuglekongen Frank Holmstrup for Hendes Majestæt Dronningen, formand Carsten Helge Nielsen for fuglekongen, Niels Yde for Danmark, Frans Goldbach for skytterne, og Peter Westergaard for selskabet på vegne af de nye skytter.
* * * * * * * * *
Overskuddet ved salg af drikkevarer i museets gård om formiddagen på fugleskydningsdagen går ubeskåret til Museumskontoen og dermed til vedligeholdelse af de malede skiver. I 2019 skæppede det ekstra i kassen, da Restaurant Bryggergården ved skydebror Toni Minke sponsorerede øl og vand.
* * * * * * * * *
Den afgående fuglekonge, Frank Holmstrup, stod som kongeskytte for sin afløsers udnævnelse.
* * * * * * * * *
Godt 50 mennesker var mødt frem, da selskabets hjemmesideredaktions afholdt byvandring med titlen "Fuglekonger på Torvet" fandt sted. De fremmødte kom godt omkring Stændertorvets kroge, i Borchs Købmandsgård og ved husarstalden, inden der blev sluttet af på Roskilde Museum, hvor de udstillede fuglekongeskiver blev beset. Læs mere på her.
* * * * * * * * *
For selskabet deltog Henrik Brandt og Henrik Dyrvig i årets hyldestfest for kommunens frivillige, Frivillig Fredag. Arrangementet foregik i Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena.
* * * * * * * * *
På årtiets næstsidste dag blev skiverne ophængt på rådhuset rengjort. Fire år og otte måneders ophængning havde sat sine spor. Henrik Birch og Per Handberg var ansvarlige for rengøring af skiverne. Da de hænger utilgængeligt for en almindelig støveklud, måtte der andre midler til.
Kent Duvander fra Roskilde Kommune stod velvilligt for adgangen til rådhuset på en dag, der ellers var lukket. To mand fra virksomheden Clean-Supply stod for selve rengøringen. Først blev alle skiver støvsuget. Herefter blev skiverne gået igennem med kamera. Fugleskydningsselskabets to udsendte stod for kvalitetskontrollen.
* * * * * * * * *
Årets nye skydebrødre
Generalforsamling
Radiomekaniker Tommy Hyldgaard
Butikschef John Gravesen
Administrationschef Jesper Kejlhof
Ingeniør Peter Westergaard
Indskydningen
Assurandør Michael Gulddal