Forrige recordNæste record  1845 Anders Borch


8. juli • Ved Børsen

Født: 10. december 1802 i Roskilde • Død: 19. januar 1881 i Roskilde

Levnedsbeskrivelse:

Agent, købmand i Algade 12.

Søn af Jacob Borch, der var fuglekonge i begge de daværende selskaber i 1794, og igen i 1798, dog "kun" i selskabet på Børsen. 

Bror til Søren Borch, der blev fuglekonge i 1841 og 1847.

Anders blev gift med Ane Kirstine Brønniche, datter af fuglekongen fra 1800, Jacob Brønniche og Inger Marie Michelsen, den 30. juli 1830 i Roskilde Domkirke. Ane Kirstine Brønniche blev født den 14. maj 1807 i Roskilde og døde den 28. august 1878 i Roskilde.
Anders Borch arvede familieejendommen, Algade 12. Her fortsatte han sin fars værk og ombyggede og udvidede virksomheden. Han førte den frem til dens højdepunkt i 1850´erne og 60`erne. Men det blev også hans skæbne at se tiden dreje mod andre forhold og vilkår for købmandsstanden. Det meste af sin tid var han enerådende og herskende over sit og sine. Han hædredes med etatsrådstitlen og blev kgl. agent. I 1860 afhændede han sin købmandsforretning til sin mangeårige medarbejder, købmand J.L. Schade, men beholdt i endnu 13 år forretningen med vin, korn og foderstoffer. Så indskrænkede han sig til vinforretningen, som han beholdt til sin død.
Da købmandsgården var på sit højeste, rådede Anders Borch over omkring 150 tønder land jord. Dens areal gik over Læderstræde og helt ned til Grønnegade i syd. Mod øst nåede den over til Gråbrødre kirkegård.  Mellem kirkegården og Hersegade var der et delvis bebygget vænge, hvor firmaets tømmerplads lå. Købmandsgårdens marker strakte sig langt mod syd over det senere jernbaneterræn ud på den anden side af Knudsvej.
For en mand, der i stort og småt havde hersket over en stab af undergivne fra gartner og herskabskusk helt ned til den stilfærdige, ydmyge hundedreng, der kun måtte opholde sig i forstuen og mest var til for skødehundens skyld, måtte det han oplevede i sin alderdom blive bittert.
Da hustruen døde, sad han i de sidste år astmatisk i en stol ved sit vindue ud til Algade. Herfra så han på, hvem der kørte ind på hotel Prindsen. Kendte han dem ikke, sendte han en dreng over til stalddrengen for at spørge, hvem det var.
Ved Borchs død, blev han nedlagt i familiegravstedet på Gråbrødre kirkegård. På mindestenen over ham og hans hustru står under hans navn:

Den trofaste kjærlige
Ægtefælle,
Højagtede Borger,
manges Velgjører,
velsignet af taknemmelige
Slægtninge.

Under hans hustrus navn står:

Taknemmelighed
og Gjensyns Haab

Anders Borchs gods og guld gik over på andres hænder, da ægteparret havde været barnløst. Men i mange år vedblev der at være købmandsforretning i Algade 12. Gården og en enorm formue på 258.000 kr. blev testamenteret til Det Borch-Brønnicheske Familielegat. Selve gården, Algade 12, blev almindelig købmandshandel og overtoges af Borchs førstemand, J.L. Schade, hvorfor den siden kaldes Schades Gård.
I en årrække var indehaveren, den i sin tid meget kendte etatsråd Emil Matthissen, der ved sin død blev afløst af sønnen, Købmand Axel Matthissen.
Axel Matthissen afhændede sin forretning til materialforretningen Matafa, der senere flyttede til Algade 39.
En periode blev bygningen til først Højskolehjemmet, siden Hotel Roar. Den store ejendom Algade 12 blev nedrevet for at give plads for forsikringsselskabets Codans store kontorbygning i starten af 1970`erne.
Et stateligt minde om Anders Borch er ejendommen Hersegade 9, som stod færdig i 1861. Stedet var ment som aftægtsbolig for ham selv, men han kom aldrig til at bo der. Distriktslæge Ryge boede der til 1867, og derefter var den i en lang årrække embedsbolig for domkirkens andenpræst. På frontispicen står bogstaverne A og B, og mange mener, at det skal betyde andenpræstens bolig, men de står rettelig for Anders Borch. I 1956 blev ejendommen overtaget af Roskilde Haandværkerforening, der indrettede restaurant og selskabslokaler. Det er i øvrigt den eneste restaurant i Danmark, der har direkte adgang til en kirkegård, idet der til brug for præsten i sin tid blev indrettet en låge ind til Gråbrødre kirkegård for at spare ham en omvej, når han skulle til kapellet. Desuden var tidligere restauratør Richard Mortensen, den eneste, der kan prale af, at han har gået til præst i sit eget værtshus.
Netop restaurant Håndværkeren har fra 1965 lagt have til den årlige fugleskydning.

Læs mere i artiklen Herskede over stab helt ned til hundedrengen og i artiklen En familie af fuglekonger samt den senere udgave af Herskede over stab helt ned til hundedrengen.

Læs endvidere om købmændene og deres gårde, i Arthur Fangs publikation "Fra byen og dens historie" fra december 1970 samt Lotte Fangs publikation "Købmandsgårde" fra 1978.

Skiven:

Lykkens Genius med Roskilde byvåben og Merkur ved fjordlandskab med to vikingesnekker.

Kunstneren er ukendt, men sagkyndige mener, at det kan være Vilhelm Marstrand, der fire år tidligere havde malet broderen Søren Borchs skive.

Skiven er i 2017 blevet konserveret af Maleri-Konserveringsværkstedet i Jægerspris.

Skiven måler 61 cm i diameter.

Skivens placering:

Skiven er udstillet på Roskilde Museum

Skivens placering bemærkning:

Skiven tilhører Roskilde Museum

Kongeskytte:

C. Kornerup

Fuglekongens historie og anekdoter:

Anders Borch ejede en tid Lillebørsen, hvorfra fugleskydningen foregik. Han solgte imidlertid Lillebørsen til sin avlskarl Christen Jensen.

* * * * * * * * *

Anders Borch ejede ejendommen, Allehelgensgade 8. Denne blev efterfølgende overtaget af Anthon Julius Nielsen, selskabets fuglekonge for 1895.

* * * * * * * * *

Anders Borch var en tid ejer af Hersegade 7, der tidligere havde været tømmerplads for Peter Ferdinand Hansen, der var fuglekonge i 1870 og i en periode selskabets formand.
Da Anders Borch afhændede ejendommen var det til Hans Jacob Bruun-Kornerup, der var fuglekonge i 1891 og ligeledes i en periode selskabets fuglekonge.

* * * * * * * * *

Anders Borchs interesse for fugleskydning begrænsede sig ikke kun til selskabet i Roskilde. Den 9. august 1854 blev han indballoteret i landets ældste fugleskydningsselskab, "Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab". Som proponent for optagelsen stod J.P. Beck.
I dette selskab er alle skydebrødrene forpligtede til at give en malet skive. Anders Borchs skive blev givet den 24. september 1856 og har i selskabet skivenummer 819. 

* * * * * * * * *

Ved generalforsamlingen den 11. juni 1858 afgik Thomas Hagedorn Svane og Søren Borch som dommere, mens Anders Borch og fuldmægtig Kyhn indtrådte.

* * * * * * * * *

I 1923 blev fuglekongens Pistor stangriffel skænket til fugleskydningsselskabet af hofjægermester Havsten, Maglegården.

Læs mere i artiklen Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab.

* * * * * * * * *

Læs Fanny Fangs artikel ”Familien Borch i Roskilde” fra Jul i Roskilde 1933.

Tilbage til listen