I 150 års jubilæumsbogen fra 1937 er der på siderne 55-57 rejst tvivl om den hidtil gældende opfattelse af, at den første fuglekonge var Peder Brønich, stadskaptajn og herberger på Prindsen.

Tvivlen er rejst af lokalhistorikeren Fanny Fang, og den er beskrevet i en mindre artikelserie i Roskilde Tidende den 3., 4. og 8. februar 1932.

Fanny Fang var i sin tid en meget agtet lokalhistoriker, så på dette område har der formentlig været stor respekt for hendes beskrivelser og antagelser.

Fanny Fang går i artikelserien så langt som til at slå fast, at ”beskæftiger man sig imidlertid lidt med hans (Peder Brønichs) data, vil man snart se, at der er ringe sandsynlighed for, at påstanden er rigtig". Snarere finder man i årets fuglekonge den unge drejermester og værtshusmand Peder Brønniche.

Man skal bemærke sig den forskellige stavemåde af efternavnet, men omvendt skal man nok ikke tillægge det nogen afgørende betydning. Familiens navn er gennem tiderne stavet på mange forskellige måder, af dem der har udarbejdet stamtavler, skrevet artikler eller på anden måde beskæftiget sig med familien – sandsynligvis også af familiemedlemmerne selv: Brönniche, Brünniche, Brønche, Brønnich, Brøniche, Brønniche – og altså Brønich på skiven fra 1887.

Det mest håndfaste vi har om dette spørgsmål, er et mødereferat fra 1794, hvor de tre medlemmer fra Brønniche-familien alle tre underskriver ”Brønnich” med ”nn” – om en eller flere af dem afslutter med et ”e” eller ej, det er et åbent spørgsmål. Tidens underskrifter stod som små kunstværker, med ”store armbevægelser og bred penneføring” og der er mange ”kruseduller”, som gør det vanskeligt at afgøre om der f.eks. afsluttes med et ”e”, eller om det er en del af ”udsmykningen”.

Man kan derfor med rette diskutere, om Peder Brønich ganske enkelt har accepteret en ”mindre” stavefejl fra malerens side i forbindelse med sin skive, måske fordi det ikke lige var til at rette – eller fordi det ikke blev anset for særligt betydningsfuldt. Måske har datidens skydebrødre fået sig en sund latter – det var jo uden tvivl den mere selskabelige del af byens borgerskab, der havde fundet sammen i selskabet.

Ingen kunne jo heller på tidspunktet vide, at dette blev den første af flere hundrede skiver, som siden skulle blive en væsentlig del af Roskildes kulturarv, og at den skulle komme til at hænge på Roskilde Museum og bl.a. blive gjort til genstand for diskussion om denne detalje.

Hvis man skulle tro, at en maler ikke kunne begå en fejl som beskrevet, så læs bare om skiverne fra 1926, 1953 og 1991.

De omtalte 2 x Peder var halvfætre

Peder Brønich’s farfar Peder Jacobsen Brønnich var gift to gange, og Peder Brønich’s far var den ældste søn i en række af i alt 5 børn med den første hustru. Da Peder Brønich’s farmor døde i 1718, giftede farfar sig igen tre år senere, og fik yderligere en søn. Denne halvbror til Peder Brønich’s far fik en søn i 1758, og han blev døbt Peder Brønniche, og han er altså en halvfætter til Peder Brønich, og 34 år yngre end ham.

Fanny Fangs sprogbrug i forbindelse med sin påstand om de forvekslede halvfætre er egentlig ganske stærkt: ”Der er ringe sandsynlighed for at den ældre Brønich skulle være fuglekongen”!!

Hvis noget tilsvarende i dag (2009) skulle beskrives i formiddagspressen, ville der nok have stået : ” det er da totalt latterligt at nogen kunne få den tanke at den gamle affældige Søren Brønich skulle ha’ været fuglekonge - vi ved jo alle sammen at det naturligvis kun ka’ ha’ været den unge og festlige Peder Brønniche fra Ringstedgade”.

Denne beskrivelse er naturligvis sat en hel del på spidsen, men sagen er faktisk den, at Fanny Fang i sin argumentation for påstanden om en sandsynlig forveksling af de to involverede, i høj grad afskriver Søren Brønich som en gammel, svækket og ”færdig” mand, som derfor ikke kan ha’ været fuglekongen!!! – og Fanny Fangs beskrivelse af den unge Brønniche er omvendt nærmest begejstret omkring bl.a. hans udseende, og slår fast, at ”alt tyder på at denne mand har været et sjældent levende og interesseret menneske”.

Fanny Fang er således ikke i tvivl – bestyrelsen for selskabet i 1937 har nok ikke rigtigt ville tage stilling til tvivlen, og har derfor valgt at nævne den i jubilæumsskriftet.

Andreas Flensborg, som påtager sig at udfærdige en liste til jubilæumsskriftet over tidernes fuglekonger, ryster derimod ikke på hånden, og han beskriver Peder Brønich, drejer og senere privilegeret herberger på Prindsen som den første fuglekonge.

Det bemærkes også, at da lokalhistorikeren Lotte Fang-Borup 50 år senere skriver selskabets 200 års jubilæumsbog, er den rejste tvivl ikke nævnt med et eneste ord! Det efterlader vel ingen tvivl om Lotte Fang-Borups holdning til teorien.

Problemet er under alle omstændigheder, at når der reelt ikke foreligger 100% håndgribelige beviser på den almindelige antagelse om Peder Brønich’s fuglekongeværdighed, så vil der også være plads til tvivlen, når den rejses.

I alle tilfælde hviler det hele på mundtlige overleveringer gennem mange generationer, og al erfaring viser jo, at misforståelser kan opstå, og bliver de ikke korrigeret, ja så lever de videre som ubestridte sandheder.

Også uomtvistelige fakta bliver inddraget i antagelserne, men selv disse kan bruges til at modstridende konklusioner, så til syvende og sidst må man vel forholde sig til blandingen af indicier og fakta og tage sit personlige valg – hvis man interesserer sig for emnet – og det gør vi naturligvis i Fugleskydningsselskabet.

Artiklerne fra 1932

Tilbage til artikelserien, som udover Fanny Fangs generelle interesse for emnet tydeligt er inspireret af et besøg hos et oldebarn til Peder Brønniche, den 85 årige frk. Marie Holst, som ”med en enestående pietet opbevarer adskilligt både bohave og pretiosa, der bringer bud om den gamle drejerslægt. Af hendes minder, således som hun opbevarer dem i hukommelsen, fortalt af afdøde familiemedlemmer, vil vi søge at samle et lille billede af en af byens gamle håndværkerslægter. I Marie Holsts stue hænger et maleri af Peder Brønniche, der var hendes oldefader. Men ikke endt med et. Hun opbevarer adskillige ting, der har tilhørt ham, deriblandt flere af hans skindindbundne bøger påtrykt hans navn med guldbogstaver og årstallet 1781...”.

Det nævnte maleri hænger i dag på Roskilde museum, og Fanny Fangs beskrivelse af billedet vidner om en stor betagelse af værket : ”Maleriet af Peder Brønniche er sjældent fortællende. Han har været en smuk mand, med et langt, smalt og fint ansigt. Et par venlige, blå øjne ser lige ud mod èn. Næsen er smuk og lige, og munden sjældent velformet. Billedet viser ham som drejermesteren i hans daglige arbejdsdragt eller mesterdragt. På hovedet bærer han en hvid hue med kvast til den ene side, efter sigende et tegn på at han var mester. Kun mestre og svende måtte bære hovedtøj...”.

Fanny Fang fortsætter herefter med en længere beskrivelse af påklædning m.v. og noterer til sidst at ”maleriet er dateret 10 F. 1805. P. Brøniche”.

Det vides ikke, om navnet vedrører personen på billedet eller om det skulle være portrætmaleren. Skulle det være kunstneren, så vil et godt bud være portrætmaleren Peder Brøniche (1739-1814) – drejermesterens halvfætter. Vi ved det ikke, men vi får da her endnu en variant af navnet.

Artiklerne indeholder en lang række andre oplysninger om slægten, og de er ikke relevante i denne sammenhæng, men i den anden artikel af 4. februar 1932 fremføres under overskriften ”Hvem var fugleskydningsselskabets første fuglekonge” den formodning, at det forekommer mest sandsynligt, at det i virkeligheden var den unge Peder Brønniche.

Fanny Fang argumenterer med tre formodninger for sin påstand:

Den første er en formodning om at Peder Brønich simpelthen er for gammel og for tynget af tabet af sine nærmeste til at det kan være rigtigt at han overhovedet deltager i en fugleskydning!! ”Peder Brønniche fra Prindsen var i 1787 en mand der havde ”lagt op”. Han havde været stadskaptajn, men var i 1782 afløst af købmand Søren Brønniche i det hverv. I året 1786 mistede han først en 36-årig datter, der var gift med købmand Johan Jacob Aarestrup, og senere sin 57-årige hustru. Samme år solgte han Prindsen til Carl Christian Rosted og gik i pension hos madam Rosted. Senere boede han forskellige steder i pension, sidst hos sin svigersøn Aarestrup, hvor han døde 1794, 70 år gammel. Der er ikke megen grund til at formode, at Peder Brønniche skulle have deltaget i fugleskydningen eller have været ophavsmand til den i 1787, efter at så meget var bristet for ham året i forvejen”.

Den anden formodning går på at når det angiveligt er den unge Brønniche der er medunderskriver af selskabets ”grundlov” på Bidstrupgaard i 1790 – og da der ikke findes andre Brønniche’r som underskrivere, så skulle det være endnu et ”bevis” på forvekslingen mellem de to.

Den tredje formodning drejer sig om den malede skive, hvor Fanny Fang også mener at ”En ældre mand i Peder Brønniches situation ville næppe have valgt så friskt og kækt motiv som det foreligger”.

Så meget om Fanny Fangs formodninger, der altså fører til hendes konklusion om at der gennem årene er sket en forveksling mellem de to halvfætre.

Der kan dog knyttes en del kommentarer og et modspil til disse formodninger. Fanny Fangs artikler indeholder den interessante oplysning, at den unge Brønniche lod sit navn påtrykke i guldbogstaver på et antal læderindbundne bøger, og hun skriver, at der står Peder Brønnich 1781 – altså med to n’er.

Det nemmeste ville jo være at konstatere, at der på skiven står Peder Brønich med et ”n” – altså er det ikke sammen mand, og slut med den teori. Som tidligere nævnt, holder denne form for argumentation bare ikke, for det er bevist, at begge d’herrer i 1794 underskriver sig Brønnich(e).

De fremførte formodninger til støtte for teorien forekommer i øvrigt at være noget luftige.

Vel har den gode Brønich haft et svært år i 1786, men at konkludere på den baggrund, at han så ikke har deltaget i fugleskydningen i 1787 forekommer at være noget søgt.

At han har mistet sin kone og datter i 1786 er en kendsgerning. Det er også en kendsgerning at han har afhændet Prindsen til C.C.Rosted, men det er måske ikke så mærkeligt set i lyset af hustruens bortgang. Det forekommer ret sandsynligt, at fruen har deltaget væsentligt i driften af Prindsen, og har Peder Brønich ikke ene mand kunnet klare opgaven, er det vel nærliggende at afhænde virksomheden. Dette vidner vel også om en god portion handlekraft, de forudgående begivenheder til trods. Det har betydet en sikkert noget ufrivillig pensionering, men hvad er det lige en mand på 63 ellers skulle kaste sig over?

Selvfølgelig har den forhenværende stadskaptajn og herberger været medlem af fugleskydningsselskabet, hvor han sikkert har haft en stor del af sit lokale netværk, så uagtet de kedelige begivenheder i 1786, skulle det da undre hvis han ikke havde lyst til at møde alle sine gode venner til fugleskydning i 1787, og skæbnen vil så, at han blev den første officielle fuglekonge.

Hvis han ikke deltog i 1790 i den stiftende generalforsamling på Bidstrupgaard var det måske ikke så mærkeligt. Han var nu blevet 66 år gammel og var absolut i sit livs efterår, og vi ved jo at han døde fire år senere. Måske var helbredet heller ikke hvad det havde været! Men vi har øvrigt kun Fanny Fangs ord for at det præcis var den unge Brønnich der deltog i generalforsamlingen, og det fordi hun mener tydeligt at kunne genkende den unge Brønnichs håndskrift fra den bibel med påtegninger, hun så hos frøken Marie Holst. De to underskrifter ligner faktisk hinanden rigtig meget, så også her kan der være tvivl.

Den nævnte bibel befinder sig på Roskilde Museum, og hvor kunne det være spændende med egne øjne at se skriften. Desværre er biblen lagt i en glasmontre som ikke umiddelbart kan åbnes. Museumsinspektør Mette Høj, som i øvrigt har været meget behjælpelig med at fremfinde gamle dokumenter og protokoller, som kunne belyse dette emne, har lovet at tage et ekstra kig på skriften, når udstillingen på et tidspunkt skal justeres eller flyttes.

Det gør nu ingen forskel på sagen, om det er den ene eller den anden Peder Brøønich der har sat sin underskrift i 1790, for vi har dem begge ved en senere lejlighed!! (vist som billede under denne kommentar).

Fanny Fang må ha’ overset det faktum, at begge d’herrer Peder Brønnich underskriver et mødereferat i juli 1794, så alt tyder faktisk på, at den ældre Peder Brønich deltager aktivt i selskabet indtil sin død den 27. december 1794 – og dermed falder under alle omstændigheder teorien om den ”gamle, trætte mand der generelt havde lagt op”.

Fanny Fangs sidste formodning om at en ældre herre i en kedelig situation næppe ville vælge et motiv, som vi kender det fra skiven, lyder lidt pseudo-videnskabelig. Man kunne med lige så god ret argumentere for, at en yngre livskraftig herre næppe ville vælge et romantiseret motiv med en lille tykmavet amorin - men snarere havde valgt en bredskuldret skytte med en ordentlig kaliber 13,0!!

Jeg hæfter mig også ved, at Fanny Fang ikke ser ud til på nogen måde at afprøve sin teori i forhold til frk. Marie Holst, hvilket vel ellers havde været naturligt.

Det må også betyde at Fanny Fang står lidt alene med sin forvekslingsteori i forhold til mange tidligere generationer, som aldrig har fundet anledning til at tvivle på Peder Brønich’s fuglekongeværdighed, og i forhold til de følgende generationer er der vel ikke dukket noget ny op – måske bort set fra at Fanny Fang må ha’ overset dokumentet fra 1794.

Som det fremgår af ovennævnte, er jeg meget lidt indstillet på at acceptere Fanny Fangs teori – men må lidt modstræbende tage til efterretning, at den er ført frem, og dertil konstatere, at der ikke kan føres håndfaste beviser for hverken det ene eller det andet.

Jeg mener derfor at forvekslingsteorien skal ha’ sin plads i selskabets historie, selv om jeg vurderer sandsynligheden for dens rigtighed som lille, og derfor kun kan blive en lille kuriøs parentes.

Kurt Buchtrup

Januar 2009