Forrige recordNæste record    Christian Christensen  

Født: 8. september 1877 i Nykøbing Mors • Død: 7. februar 1945


Christian Christensen skrev bogen "Roskilde og Omegns Fugleskydningsselskab 1787 - 28. August - 1937, der blev udgivet på Erh. Flensborgs Forlag i 1937 i anledning af selskabets 150 års jubilæum. Christian Christensen skrev også flere artikler om selskabet, blandt andet i "Jul i Roskilde", hvor han i en årrække var fast skribent.

Christian Christensen var selv skydebror. I 1929 blev han vinder af kronen.


Levnedsbeskrivelse:

Redaktør for Roskilde Tidende og lokalhistoriker.

Christian Christensen var søn af restauratør J.C. Christensen og Matilde, født Nielsen og død den 5. januar 1882.
Christian Christensen flyttede til Roskilde i 1919 og boede i byen til sin død. Han fik fire sønner, der alle arbejdede inden for dagspressen.


Ved Christian Christensens død skrev Fanny Fang sine mindeord for redaktøren i Jul i Roskilde 1945. De lyder således:


Redaktør Chr. Christensen

Det er med Vemod, at "Jul i Roskilde" i Aar kan bringe Mindeord over en af sine mangeaarige Medarbejdere. Redaktør Chr. Christensen gik bort i Aar i februar Maaned, alt for tidligt syntes hans Venner, der ikke alene under hans sygdom gennem mere end tre Maaneder, men også efter hans Død, følte Savnet af ham dybt og som en Tomhed. Der blev skrevet mange smukke Ord om ham i tilknytning til hans Blad, Roskilde Tidende, om hans Arbejde indenfor Journalistiken, hvor hans egentlige Virke faldt gennem Aarene, om hans gode kammeratlige Egenskaber overfor Arbejdsfæller, høj og lav, politiske Fæller og Modstandere, om hans kulturelle, lokalhistoriske Interesser, og Ordene var ikke alene smukke, men de var ærligt ment og sande.

Enhver, der kendte Redaktør Christensen, og da særlig i de senere Aar, måtte synes om den i alle Forhold tolerante Mand, der, trods sin ofte store Viden om og Kendskab til mange Menneskers Privatliv, som de baade frivillig og fortroligt lod ham faa Indblik i, dog aldrig dømte, men blot forstaaende og retfædigt bedømmende tog sig Fortroligheden til Efterretning. Han kendte en Mængde mennesker fra Vrangen. Menneskelige Svagheder var ikke ham selv ubekendte, ved Tid og Lejlighed kunde han være nok så bidsk, men aldrig har det vist kunnet sige om ham, at han i sin Tale gik bag om Folk.

I hans Væsen var der to Træk, der overskyggede saa meget andet: Hans Respekt for Evner, baade hos Mænd og Kvinder, var ægte, han anerkendte dem og følte deres Ret til at faa Lov til at udfolde sig. Derfor beundrede Ungdommen ham. - Hans Høflighed i det hele taget var en Behagelighed. Endnu toner i ens Øre et interesseret , levende "Tak", naar Stoffet i en Artikel faldt i hans Smag eller endnu bedre som Svar paa et Tilbud om et eller andet Arbejde: "Ja Tak. Vær saa venlig". - Disse Træk bundede dybt i ham som en Respekt for selve Livet.

Ser man ud over Redaktør Christensens Virke gennem Aarene, er der visse Ting, som var særlig bemærkelsesværdige. Han, der i sit daglige Arbejde følte Tidens og Begivenhedernes Traade glide gennem sine Hænder, han maatte med sin dybere Sans for sammenhæng, med hele sit fra Ungdom og Studieaar akademisk prægede Tilsnit, søge længere tilbage, knytte Forbindelsen med Fortiden. Saa vidt hans Tid tillod ham det, opbyggede han sine Studier omhyggelig og havde en sjælden Evne til at finde sine Kilder og kombinere Stoffet grundigt og godt sammen. - Han var Morsingbo af Fødsel, Student fra Viborg latinske Skole og studerede en Tid nordisk Filologi, med som ung sprang han fra og gik ind i den nutidige, pulserende Hverdag, dog for alle Tider i Væsen, Stil og Sprog præget af sin Tids akademiske Dannelse. Bestandig solede han sig i den akademiske Embedsstands Nærhed, den, hvori han egentlig skulde have haft sin Plads, - selv mere værdig og korrekt i Optræden end den, i dens  i Dag populariserede Form. Men hans menneskelighed bragte ham ogsaa Livets  Varme i godt Lag og gjorde ham velset og afholdt i gode Borgeres Kreds. Helt ned til de upaaagtede i Samfundet kunde den naa. En jævn Kone tiltalte ham engang i Forbifarten saaledes: "Naa, hvordan har Bedste det?" Han havde tidligere hørt om "Bedste", maaske uden selv at kende hende. "Jo Tak", lød Svaret, "hun fylder snart de 80 -". "Naa, det må vi huske på Redaktionen. Saa skal hun i Bladet". En saadan Venlighed glemmes ikke.

Redaktør Christensens Hovedinteresse var Slægternes Liv, ikke den enkeltes eller sin egen Slægts, men Slægternes som Helhed, for ham Livets mystik, evigt rindende Strøm. Ved Fordybelse deri fandt han Hvile. I mange af hans Artikler om store og undertiden minutiøse Begivenheder i Menneskers Liv, i hans dygtigt udarbejdede Festskrifter om borgerlige Forhold, i han velskrevne Artikler genem fjorten Aargange i "Jul i Roskilde" bl.a., mærker man hans Respekt for det overleverede, hans Dvælen ved Stoffet og hans Kærlighed til Emnerne. Hans Hjemegn paa Mors, som han Livet igennem følte sig varmt knyttet til, nød godt af hans Trofasthed og Hukommelse overfor lokale Begivenheder, de andre Egne han kom til, Køge og Randers, med allermest Roskilde levede han sig ind til, som det var han Hjemsted. Med en enestaande mere end journalistisk Optagethed fulgte han gennem sine næsten 26 Roskilde-Aar stort og smaat, der havde Interesse for Byen og personlig for dens Borgere i Fortid og Nutid. Alt det nedskrevne vil bevare hans Navn i Minde i Roskilde. Og alle vi der har kendt hans levende personlighed, der erindrer hans Smil, endnu hører hans Stemme og skolede Sprog, der ser hans ranke Skikkelse og smukke Ansigt, da han endnu stod i sin Kraft, vi vil paa hans Vegne være taknemmelige for, at Alderdommens Byrde ikke kom til at knuge ham, at Glemsel ikke blev hans Lod i levende Live. Han bukkede under og gik bort, mens han endnu levede.

Hans Livsfølelse var stor, hans Arbejdslyst ligeledes, men flere nye Ting, der var undervejs, fik han til sin Beklagelse ikke fuldført. Han følte ikke sit Dagværk endt. Hans sidste Arbejde var Artiklen om Sct. Ibs Kirke i "Jul i Roskilde" 1944. Pietetsfuld  som altid fortæller han om den lille idylliske, døende Kirkegaard og dens Kirke, hvis Værge han var og satte Pris paa at være. Han omtaler Sct. Ibs Kilde ved Kirkegaarden, de fire, store Kastanietræer, der skærmer den og skriver: "Sct. Ibs Kilde er en Idyl - den er Livet, der evigt rindende, op mod de Dødes Have".

Kort efter gled han egen Livsstrøm selv ind i de Dødes Have. Men som alle andre forudgangne lever ogsaa han videre i sine Samtidiges Erindring, i sine Arbejder og i sin Slægt.


Se her bogen Roskilde og Omegns Fugleskydningsselskab 1787 - 28. August - 1937.

Se også artiklerne fra Jul i Roskilde 1937 og 1941 De gamle skydeskiver fortæller og Boserup Pavillon.

Christian Christensens opfattelse af Roskilde og Omegns Fugleskydningsselskabs oprindelse fremgår af jubilæumsbogen fra 1937. Fuglekongen fra 1995, Kurt Buchtrup, har i 2015 tilbagevist en del af Christian Christensens opfattelse. Læs Kurt Buchtrups personlige betragtninger her.