Forrige recordNæste record   Julehilsen fra redaktøren

21. december 2013

Her begynder at dufte af æbleskiver og gløgg. Juletræet er på vej ind i den varme stue, og børnenes øjne glinser forventningsfuldt i glæden og spændingen over årets helt store dag. Alt er, som det plejer, og sådan skal det være. Julekortene er for længst skrevet og afsendt med det røde postbud. Her kommer så det traditionelle julekort fra hjemmesidens redaktør til de brave skytter i det gode selskab, der er i dets fjerde århundrede, med 226 år på bagen.

Selskabets hjemmeside har nu været aktiv i godt fem år. Den første periode var hektisk og der skete meget. Selvsagt må det blive hverdag på et tidspunkt, og det er det da heldigvis også blevet. Til stadighed vil hjemmesiden udvikle sig, men det store spring fremover er taget. Den primære opgave er nu for os og vores efterkommere til stadighed at følge med og opdatere den udvikling, der kommer. Også afmatningen efter det store jubilæumsarrangement har afstedkommet mindre aktivitet på hjemmesiden.

Strømmen af nyhedsbreve har som følge af ovenstående været dalende. I år er udsendt 33 nyhedsbreve, hvilket er under det halve i forhold til jubilæumsåret.

Ved skiveskydningen i februar modtog selskabet en fin gave fra Leif Nielsen. Det er en håndlavet transportkasse lavet i gammelt egetræ til brug for salutkanonen, der blev skænket af Tuborgfondet ved jubilæet.

Den gode tradition med skydning ved Ryegaard gods blev desværre aflyst i år på grund af for lille tilslutning. Det var det eneste tilbagevendende arrangement, hvor familien kunne deltage, så det er ærgerligt, at denne tradition har måttet ophøre.

2013 bød også på nye film på selskabets YouTube kanal. Med forsinkelse blev en film fra 225 års jubilæumsfesten produceret. Noget hurtigere gik det med at lave tre film fra årets generalforsamling. Den ene var fra selve aftenen, men uden den egentlige generalforsamlingshandling. De to andre var Poul Bunk-Jensens udnævnelse til æresmedlem og Jørgen Ypkendanz´s fratræden som formand efter 11 år.

Jeg ønsker alle jer skydebrødre og jeres familier en rigtig glædelig jul og et godt nytår.


   

Tilbage til listen