Forrige recordNæste record  Sponsor for 1800 er Roskilde Kongrescenter  

Hallen, der fik vokseværk - igen

Tæt ved rundkørslen, der på Roskilde Idrætspark blev Roskilde Hallen opført i 1959. Straks fra den spæde start blev hallen benyttet til diverse udstillinger, sports- og musikarrangementer og kulturelle formål af enhver slags. Gennem årene har det flere gange vist sig, at pladsen har været for trang, hvorfor der har været behov for udvidelser for at tilfredsstille det stadigt stigende behov.

I starten af dette årtusinde lå det klart, at der atter måtte ske noget med den et halv århundrede gamle hal. De tre haller, centeret efterhånden var blevet udbygget med, kunne ikke fremover dække pladsbehovet, så i 2011 besluttede Roskilde Kommune, at en fjerde hal skulle føjes til. Hallen skulle opføres i direkte sammenhæng med de eksisterende haller, og en del af opgaven var at koble den nye hal til de eksisterende med en forbindelsesgang.

Den nye multihal har et areal på 5.000 kvadratmeter inklusive den forbindelsesgang, der kobler huset sammen med resten af komplekset.
Huset består af to dele. Mest iøjnefaldende er selvfølgelig den store hal på cirka 3.000 kvadratmeter. Den rummer, hvad der svarer til to en halv håndboldbane med plads til 2.000 siddende tilskuere, eller cirka det dobbelte antal stående tilskuere, hvad der er tilfældet, når der afvikles musikarrangementer i huset. Den anden del af huset er reelt i tre etager af 400 kvadratmeter. I kælderen er der depot og omklædningsrum, mens der i stueetagen er indrettet en stor foyer. På første sal er der indrettet VIP-område med et antal mødelokaler. Foldevægge gør det muligt at indrette det ønskede antal lokaler og i ønskede størrelser. På anden sal er der også plads til husets teknikrum, der ikke mindst rummer hallens ventilationsanlæg. En væsentlig del af husets strømforsyning kommer fra de solcelleanlæg, der er monteret på bygningens tag.

Fra første sal er der adgang til hallens tilskuerpladser, ligesom der er adgang til den catwalk, der er indrettet under hallens loft, som gør det muligt for servicepersonalet at komme til, når diverse tekniske installationer skal monteres, alt afhængig af om hallen skal danne ramme om sports- eller musikbegivenheder.

Nyskabelsen giver mulighed for, at hallen til turneringer kan rumme op mod 2.000 tilskuere, men uden, at tilskuerpladserne tager unødig megen plads op, når hallen skal bruges til træning og andre arrangementer. Man har ganske enkelt leveret to teleskoptribuner, der udmærker sig ved, at når de ikke er i brug, så fylder de ingenting. Men når de bruges, så fylder de ganske godt. Navnlig den ene tribune er ganske imponerende. Den har netop nu status af at være den største teleskoptribune i Europa.

Besøg sponsorens hjemmeside ved at klikke på logoet: