Forrige recordNæste record  Sponsor for 1850 er Unik Afsked  

Det gode minde skåles i den specielle gravøl

For flere hundrede år siden var det byens snedker, der stod for det praktiske omkring begravelserne. Det var jo i forvejen ham, der lavede kisterne. I generationer har vi kendt titlen bedemand, men i 2017 fik Roskilde sin første bedekvinde.

Med en baggrund som socialpædagog begyndte Naja Genet May at læse antropologi på universitetet. Her begyndte hun at skrive speciale om dansk begravelseskultur. Naja havde som ung mistet sin far, der blot blev 41 år. Efter familiens tradition kom faderens aske i en askefællesgrav. Dette gav Naja et efterfølgende savn efter et gravsted, hvor hun kunne gå hen med sin sorg.
Under specialeskrivningen kom hun i kontakt med en bedemand, som hun kom til at udføre arbejdsopgaver for. Bedemandsfaget lå på det tidspunkt ikke i kortene for hende, men det skulle vise sig, at noget rykkede sig.
I 2012 åbnede Naja Unik Afsked på Frederiksberg, efter fire år i branchen. Fem år senere blev tilføjet en afdeling på Ringstedgade i Roskilde.

I forretningens udstillingsvindue står tre organiske urner i flere farver. De har en snor med et bladlignende vedhæng, der indeholder blomsterfrø og et frø til at plante et træ. Urnen med asken sættes i jorden, som de spirende frø suger næring fra. På den måde fortsætter fortællingen om den afdøde.

Afskedsceremonien skal bære det gode minde om den afdøde videre i de levendes liv. Fokus er at invitere de levende ind i de dødes rum. De pårørende bliver inspireret til at pege på nye ritualer og måder, de kan mindes dem, de har mistet. Erfaringen viser, at det hjælper de pårørende med at få sagt farvel på en mere personlig måde, så det bliver en unik afsked.

Naja har brygget sin egen gravøl, som hun efter samtalen med de efterladte om begravelsen, giver dem med hjem, så de kan skåle for de gode tider med den afdøde.
Første gang de efterladte mødes med Unik Afsked, bliver de bedt om at have et billede med af afdøde, der på den måde bliver nærværende. Der tændes et lys for den døde, inden samtalen om, hvad der skal ske, begynder.
Ønskerne til den sidste rejse kan være forskellig. Nogle ønsker at lægge et brev i kisten og andre ønsker, at det skal være jord fra kolonihaven, der bruges til jordpåkastelsen. Her forsøges at løfte det tunge ved tabet til noget konkret.

Unik Afsked ser sig selv som jordemødre exit. Her hjælpes afdøde ud af livet, og de efterladte hjælpes videre.

Besøg sponsorens hjemmeside ved at klikke på logoet: