Forrige recordNæste record  Sponsor for 1926 er Franz Schubert Selskabet Danmark  

Frands, Franz og Vintergaard

Fuglekongen fra 1926, Oluf Frands Olsen, levede sit stille liv som bonde på "Vintergaard" i Darup. At mellemnavnet kan forveksles med den østrigske komponist Franz Schubert er et tilfælde. Ligeledes er det et tilfælde, at virtuosen, der døde i en ung alder knap 100 år før Olsens kåring som fuglekongen, skulle blive forbundet med samme sjællandske gård længe efter begge de herres død.

Der har været afholdt Schubertiade i Roskilde siden 1997. En af drivkræfterne bag Schubertiaden var Roma Engmann, der allerede siden 1989 havde arrangeret huskoncerter med deltagelse af både danske og udenlandske kunstnere. Koncerterne foregik i hendes hjem, "Vintergaard". Sideløbende hermed turnerede hun som sangsolist, men måtte opgive denne karriere til fordel for sit senere arbejde med Schubert Selskabet. Vintergaard-koncerterne var tænkt som kammerkoncerter med vægten lagt på Schuberts værker. Kammerkoncertkonceptet indebærer netop koncerter for et intimt publikum, og i to sammenlagte stuer var der plads til cirka 40 tilhørere pr. koncert. Omgangsformen mellem musikerne og Roma Engmann var meget uformel, da alle boede på gården i den periode, koncerterne fandt sted, og alle deltes om faciliteterne - og også om opvasken.
 
Publikum strømmede til, og snart blev pladsen for trang. Det satte nye tanker i gang, og Roma Engmann fostrede idéen om et Schubert Selskab. Tanken vandt genklang hos kulturforvaltningen, og det resulterede i, at selskabet blev stiftet i 1994 med det formål at udbrede kendskabet til Schubert og hans værker. Siden da er intimiteten ved koncerterne mere eller mindre gledet i baggrunden, men stadig spilles de fleste koncerter på mindre spillesteder – f.eks. på Vikingeskibsmuseet og i Guldaldersalen på Hotel Prindsen. Roskilde Domkirke har også dannet rammen om enkelte koncerter i løbet af Schubertiaderne.
 
Den årlige Schubertiade afholdes over tre uger i august og nogle gange et stykke ind i september. Her er koncertsteder fordelt rundt omkring i byen som eksempelvis Gimle, Roskilde Kloster og Sankt Ibs Kirke. Elskere af den klassiske musik vil kunne nyde strofer af andre af de gamle og velkendte komponister, som Ligeti, Shostakovich, Bartok, Beethoven og Liszt. En bred vifte af kunstnere er med til at gøre arrangementet til en festlig kulturel begivenhed i Roskilde.
 
Omdrejningspunktet for Selskabets virke er medlemmerne. De er stampublikummet til Schubertiaden, og det er fra deres rækker, hjælperne kommer og yder en særlig indsats før og under Schubertiaden. Det årlige medlemskab er overkommeligt og giver en række gode medlemstilbud, som rabatter og tilsendelse af informationer m.m.

Besøg sponsorens hjemmeside ved at klikke på logoet: