Den gamle sang

Efter fuglekongens tale til Hendes Majestæt Dronning Margrethe II, og efter at skydebrødrene har afsunget "Kong Kristian stod ved højen mast" ved fugleskydningsfrokosten, er næste taler formanden, der taler til fuglekongen og slutter af med, sammen med det samlede selskab, at udråbe tre hurra´er, efterfulgt af musikken til "Den gamle sang", som afsynges.

Melodien blev optaget under fugleskydningen i 2012 af Henrik Brandt, der ligeledes efterfølgende redigerede optagelsen.
Sangen akkompagneres af fugleskydningsorkesteret, der var sammensat til lejligheden, og John Wiberg har velvilligt på orkestrets vegne stillet sig til rådighed for optagelserne.
Hør optagelsen ved at klikke på højtalertragten.

 

 

 


Tekst: Ukendt
Melodi: Ukendt

I barndoms fjed, i manddoms alder,
du, Danmark! kær mig var og er,
og da jeg fødeland dig kalder,
du, Danmark! bli´r mig evigt kær.
     I barndoms fjed, i manddoms alder,
    du, Danmark! kær mig var og er.
:/: Ja ,Danmark, Danmark, bli'r mig evig kær :/:


Som dansk af pligter kun jeg kender
én mod min konge og mit land:
den troskab er, af den, jeg brænder
for Danmark, er mit fødeland.
    Som dansk, af pligter kun jeg kender
    at være tro mod konge, land.
:/: Mod Danmark, Danmark, mod mit fødeland :/: 


Dansk kriger glad den lod påkalder
at sejre eller dø som mand;
thi hver en brav med glæde falder
for Danmark, for sit fødeland.
    Dansk kriger glad den lod påkalder
    at sejre eller dø som mand,
:/: for Danmark, Danmark, for sit fødeland :/:


Jeg aldrig gamle Danmark glemmer;
det så mig barn, det så mig mand.
Thi fro og glad jeg her istemmer:
Held Danmark! Held mit fødeland!
    Jeg aldrig gamle Danmark glemmer,
    det så mig barn, det så mig mand.
:/: Held Danmark! Danmark! Held mit fødeland.