Forrige recordNæste record   Lars Rasmussen  

Født: 23. november 1952


Levnedsbeskrivelse:


Kurt Buchtrup besøgte Lars Rasmussen i hans atelier på Gasværket i januar 2008 for at portrættere ham til hjemmesidens beskrivelse af kunstnerne bag skiverne.

Lars Rasmussen fortalte her om sin familie, sin opvækst og udvikling som kunstner:


Jeg betragter absolut mig selv som en Roskilde-dreng, men hvis sandheden skal frem, så har familien på min fars side først bosat sig i Roskilde sidst i 50’erne, hvorimod min mors familie har sine rødder langt tilbage i Roskilde.

Min farfar – Sofus Rasmussen – var proprietær i Osted, og samtidig var han vognmaler.

Min far, Svend Rasmussen, blev født i 1907 – og måske var det min bedstefars maleraktiviteter der inspirerede min far til at gå i malerlære.

Min far var meget musikinteresseret, og han fik tidligt en violin, og gik til spil hos en spillelærer i Asylgade, og det udviklede sig til, at han var med i mindre  orkestre, som spillede på bl.a. Trægaarden, Herthadalen og Lejre Kro.

Det må så ha’ været sidst i 30’erne at min far deltog i Roskilde Amatørsymfoniorkester. De var vel omkring 20-25 musikere, og blandt de mere kendte var Henrik Sachsenskjold (f.1918) som var noget af et vidunderbarn, og han skulle da også senere blive musikprofessor og soloviolinist.

Lidt mere interessant var det dog for mit vedkommende, at malersvend Henrik Jørgensen var med som cellist sammen med sin søn på bratsch, for de skulle siden vise sig at blive min morfar og morbror.

Min oldefar var brolæggermester i Roskilde med virksomhed i gården bag Blågårdsstræde 1. Min morfar boede med sin familie i Lille Grønnegade 7, og han brolagde en meget stor del af Roskildes gader.

 

Det er oldefar der står med bowlerhat og vest mellem de to siddende svende.


Og hvis man ikke lige kan placere stedet i Skomagergade, så kig bare på dette billede:  

 

Min mor Betty blev født i 1917, og som det var skik og brug på det tidspunkt i håndværkerfamilierne, så var det ud at tjene da hun blev 15. Hun var en periode i København, men også i en forretning på hjørnet af Skomagergade og Karen Olsdatterstræde – ”S.P. Møller”, som handlede med alt til syning, broderi, strik og lignende håndarbejde.

Som 18-19 årig mødte hun så op til en koncert med Roskilde Amatørsymfoniorkester på Hotel Prindsen, velsagtens for at høre bl.a. sin far og bror spille, men der var så også min far, og om det var den vinrøde kjole der fangede opmærksomheden og gjorde udslaget skal jeg ikke kunne sige, men den har jeg i hvert fald hørt om mange gange siden, og ret hurtigt derefter blev de gift i 1936.

Nogle år tidligere – i 1928 – havde min farfar taget et spændende initiativ.

Han havde set et par sønner forsøge at klare sig som malersvende, men der var alt for mange perioder med arbejdsløshed, specielt i vinterperioderne. Farfar kunne se, at det bestemt ikke var malersvendene der blev forgyldte, hvorimod dem der solgte malingen så ud til at klare sig langt bedre, så sammen med min farbror startede han en farvehandel i Ballerup, og det udviklede sig til en ganske pæn succes. Næste spring var at åbne endnu en farvehandel på Køgevej i Taastrup, og nu var det min far der gik ind i driften af forretningen. Det gjorde han med liv og sjæl, og ikke mindst i krigsårene, hvor der var varemangel, har jeg hørt at han fik afløb for sine kreative evner, hvor han bl.a. producerede mørklægningsgardiner og ”opfandt” et opvaskemiddel, og forretningen gik rigtig godt. Det var i Taastrup jeg blev født, og det var i 1952.

Mine tidligste barndomserindringer er alligevel ikke særligt knyttet til Taastrup.

I en periode boede vi i en mindre ejendom på Osted-kanten, og der elskede jeg at være. Naturen var så tæt på - vi var på ”bøhlandet” hvor jeg oplevede pindsvinene pusle rundt, spændingen i den nærliggende mose, bøgen der sprang ud, og selv om man måske i barndomserindringer tænker som om ”solen altid skinnede”, så har jeg også en klar erindring af vinterperioder med den varme kakkelovn og den hyggelige klirren, når støbejernskomfuret skulle ha’ flere eller færre ringe på ildstedet. Det var også her jeg fik min første tur på knallert.

På samme måde elskede jeg byturene til Roskilde til mors familie. Specielt knytter der sig mange minder til indkøbsturene i Roskilde, som ofte endte med et besøg hos ”Schmidter kondit” og den populære tjener Nielsen, som sørgede for varm kakao og kager.

I slutningen af 50’erne var mine forældre enige om at flytte til Roskilde, som de faktisk begge var tæt knyttet til, og de købte et hus på Kong Valdemars Vej 80.

Nu begyndte livets alvor så for lille Lars, for skolealderen var nået, og jeg blev indmeldt på Sct. Josef Skole.

Det er som bekendt en katolsk skole, og en stor del af eleverne var ikke overraskende den katolske menigheds børn, men det var jo samtidig en privat skole på forretningsmæssige vilkår, så vi var en pæn del elever, hvis forældre af forskellige grunde havde valgt skolen, og betalte hvad det kostede. Det er helt oplagt at vi kun ”blev tålt” af lærerstaben, hvoraf de fleste var nonner, men heldigvis var der sjældent problemer indbyrdes mellem eleverne af den grund.

Jeg har meget få gode minder fra min skoletid. Det var klart ”den sorte skole” med en ikke eksisterende forståelse for pædagogik, og fysisk afstraffelse hørte til dagens uorden.

Det skal retfærdigvis tilføjes, at jeg mildest talt ikke var nogen mønsterelev, for mine interesser lå i hvert fald langt fra det boglige. Kun i timerne med tegning og formning kunne jeg vise interesse og lidt entusiasme og en sjælden gang få ros, men i bund og grund gik det dårligt.

Hvad der derimod kunne interessere mig var musikken. Som 8 årig havde jeg efter lang tids plagen fået en guitar, men hvis jeg ville ha’ en guitar var betingelsen at jeg også gik til spil, og det gjorde jeg så hos en omrejsende spillelærer, som havde lokaler på Fjordvilla.

Det blev snart tiden med Rolling Stones, Elvis og det der blev kaldt ”pigtrådsmusik”, og jeg var helt solgt. Håret blev vist også lidt længere, og interessen for skolen blev mindre og mindre, og det var absolut gensidigt !

Resultatet blev, at jeg efter 8. klasse – ”efter gensidig overenskomst og forståelse” – forlod Sct. Josef Skole, og sjældent har jeg følt mig så lettet.

Men stadig bankede livets alvor jo på, så min far skaffede mig en læreplads hos en vinduesdekoratør, som kom i forretningen i Taastrup.

Der var afgjort elementer i arbejdet som tiltalte mig, om end lærlingelønnen var ussel, men jeg kan også tydeligt huske en gang, hvor jeg stod i bidende kulde og satte et passende udvalg af herresokker op med stifter i et udhængsskab – og der var det som om det kneb med humøret og entusiasmen hos en 15 årig knægt med stigende musikerambitioner.

Der gik derfor mindre end et år før min glorværdige karriere som vinduesdekoratør fik en brat afslutning, da min chef mistede tålmodigheden med sin uinteresserede lærling.

Så var der en periode som reservepostbud og en sommer med løgoptagning på Hanhøj lidt uden for Roskilde, men det stod mig klart at jeg måtte ha’ en egentlig uddannelse.

Nok en gang tog jeg livtag med dekoratørfaget, og jeg gik på dekorationsskole, og sørme om jeg ikke afsluttede uddannelsen med både nål og diplom. Stadig var jeg dog klar over at det haltede lidt med min skolelærdom, så næste skridt blev Ahms realkursus.

Alt imens fyldte musikken mere og mere, og jeg blev en del af ”Dr. Dopo Jam”, en lokal gruppe som omkring 1967-1968 blev kendte over det ganske land i ”pigtråds-miljøet” med masser af koncerter – naturligvis også på ”Roskilde Festival”, og sågar en pladeindspilning i 1973.  Vi havde en fantastisk tid, men selv om vi nærmest var ”professionelle”, så lykkedes det os aldrig at få råd til mere end at overleve til næste koncert – pengemanglen var kronisk, og det skulle vare i mange år endnu.

Det var i 1968 jeg mødte min Grethe (Aagaard), og vi er stadig sammen på privatadressen på Sct. Jørgensbjerg.

Grethe er også en del af Roskildes musikmiljø – stikordene er ”Han,hun og ham”, ”Lirum Larum” og folkemusikforeningen ”Paramount” og såmænd også en udflugt til Dr. Dopo Jam, men alt det, er jo en helt anden historie.

Når jeg tænker tilbage, så er der ingen tvivl om at oplevelserne i skoletiden og i min tidlige ungdom har sat sig sine spor, og præget mig som menneske.  Jeg oplevede hvordan det kunne være med benhårde autoriteter, og jeg lærte at man i visse situationer måtte tilpasse sig, men jeg lærte også noget om at sætte grænser og finde løsninger – og om at forfølge sine mål.

Og nu havde jeg endeligt bestemt mig, for det måtte være noget med musikken, og parallelt hermed begyndte der også at ske noget med min lyst til at drive det lidt videre med mine tegninger, som aldrig helt ville slippe mig.

Jeg droppede ud af mit realkursus og tog på Holbæk Kunsthøjskole, og siden har det været mit liv at lege mere eller mindre med musik, og mere og mere med tegning og maling.

Jeg deltog i det lokale liv med mine mange gode venner i en slags kunstnermiljø – lidt grønne var vi jo, men absolut på vej. Jeg husker ikke mindst min meget gode ven Anders Brasch som involverede sig i lidt af hvert.

Vi mente f.eks at det var en skandale, at de nærmeste omgivelser til Domkirken lignede det rene faldefærdige slum, og nogle lidt ældre Roskildensere vil måske huske en lille happening, hvor vinduerne på ”Wilhelm Topps Minde” blev lukket med masonitplader, som var dekoreret med billeder af ”spøgelser” der kiggede ud. Det flyttede nok ikke så meget, men var dog en lille øjenåbner, og i dag kan vi jo alle sammen glæde os over hvordan pladsen og de nærliggende ejendomme er nænsomt restaureret.

En anden gang kørte Anders en mellemstor entreprenørmaskine op foran rådhuset med en stor marmorsten. Det var indledningen til en forhandling, hvor han mente, at stenen burde læsses af i gården bag Husarstalden i Palæstræde, hvor der passende kunne indrettes at billedhuggerværksted  - og det mest fantastiske var, at hans plan faktisk blev realiseret. Desværre døde han i en ung alder under tragiske omstændigheder, men jeg savner stadig ham og hans fanden-i-voldskhed og idèrigdom. Nu er det en anden god ven – Ole Dofour – der har sit værksted i Husarstalden, hvor han arbejder med sin kunst og sine restaureringsopgaver.

Og selv arbejdede jeg videre med mine tegninger, grafik og malerier, og i 1972 viste et Københavnsk galleri interesse for mine værker, og jeg fik debut på Galerie Passepartout i 1973.

I 1972 startede jeg på Skolen for Brugskunst på tegne-og grafik-linien, og færdiggjorde mine studier i 1977.

Når jeg i forskellige sammenhænge kalder mig autodidakt maler, så er det fordi jeg ydmygt må konstatere, at jeg ikke er blevet undervist i at male, men altså har en uddannelse som tegner og grafiker, men i dag er det nu primært mine malerier og udsmykningsopgaver der giver smør på bordet.

Jeg må også konstatere, at der gik mange år før jeg nåede dertil. Først midt i 80’erne kunne jeg sige, at det var muligt at leve nogenlunde anstændigt af det  virke, som jeg gennem så mange år havde søgt hen imod – og nu er jeg så lykkelig, at kunne udleve mine drømme og min passion i rigtig gode rammer her i kunstnerfællesskabet på ”Gasværket” ved Roskilde Havn.

Pudsigt nok er min nabo glaskunstneren Skak Snitker, som også var med i ”Dr. Dopo Jam”, så der er ikke så langt, hvis jeg skulle få lyst til at udveksle minder fra en herlig ungdomstid i Roskilde.

Som afslutning vil jeg kort nævne, at da jeg i 1995 blev opfordret til at male en skive til årets fuglekonge, så var det både en usædvanlig og spændende opgave, og jeg har det godt med at ”min” skive har fundet sin plads blandt mange hundrede års skiver, og dermed i lokalhistorien – og det er ikke mindst spændende at tænke på, at jeg nu også er med i rækken af kunstnere, som gennem årene har bidraget til at holde traditionerne ved lige.

Januar 2009


Yderligere informationer om Lars Rasmussen kan findes på www.laronimus.dk, hvor en række af Lars Rasmussens billeder og udsmykninger også vises.


I marts måned 2009 var nedenstående artikler om Lars Rasmussen i Roskildes lokalpresse. Klik på den enkelte side, for at åbne i et nyt vindue. Klik herefter igen for at  få siden i læsbar størrelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs også artiklen "Du kan ikke bare sidde og fedte den af i provinsen" 


Lars Rasmussen har malet følgende skiver:

1995 Kurt Buchtrup

2009 Frank Binderup

2012 Erik Tronborg Andersen