Forrige recordNæste record  1975 Hans Tranekjær Larsen


1. juli • I Restaurant Håndværkerens have

Født: 26. april 1927 • Død: 13. april 2010

Levnedsbeskrivelse:

Tømrermester, Roskilde. Privatbolig Kong Haralds Vej 2, som han overtog fra sin far.

Indballoteret i selskabet ved indskydningen den 5. juli 1971. Som proponent stod den senere fuglekonge i 2002, gas- og vandmester Erik Hansen.

I 2008 gav fuglekongen sin levnedsbeskrivelse til selskabet. Den lyder således:

"Hans Tranekjær Larsen, Kong Haralds Vej 2, 4000 Roskilde. Jeg er født den 26. april 1927 og opvokset i Roskilde, og jeg har levet mit liv her.

Jeg er udlært som tømrer. Jeg fik afgangseksamen i 1950 fra Københavns Bygmesterskole og Teknikum.
Jeg startede 1. maj 1957 som tømrermester. Herefter havde jeg mange gode år med faste og gode kunder, ligeledes mange medarbejdere. Jeg har udlært ca. 30 lærlinge. Jeg sluttede mit aktive arbejdsliv den 1. maj 2000.

Jeg blev fuglekonge den 1. juli 1975 ved skytte, vognmand Jørgen Richard Nielsen, Roskilde. Min fugleskydningsskive er malet af Jørgen Brendekilde, mens jeg selv har udført rammen."

Læs mere i artiklen En skive kan ikke blot males og tegnes - den kan også snittes.

Skiven:

Tømrersymboler med diverse værktøj. Hammere, høvle, økse, sav, vinkler og passer. Fuglekongen har selv udskåret vinklerne og passeren i finer. De er herefter limet på skiven, hvorefter Jørgen Brendekilde har malet den. Fuglekongen har ligeledes selv udført rammen.

Skiven er i 2015 blevet konserveret af Maleri-Konserveringsværkstedet i Jægerspris.

Skiven måler 49 cm i diameter.

Skivens placering:

Skiven er udstillet på Roskilde Rådhus

Skiven malet af:

Jørgen Brendekilde

Kongeskytte:

Jørgen Richard Nielsen

Årets vindere:

Ringen   Distriktschef Arne Christensen ved skud af direktør Ivan Jørgensen
Kronen   Salgschef Bjarne Nielsen ved skud af malermester M.F. Goldbach
Højre klo   Murermester Knud B. Hansen ved skud af undervisningsinspektør A.P. Lie
Venstre klo   Restauratør Richard Mortensen ved skud af salgschef Bjarne Nielsen
Halsen   Kontorchef Arne Johansen ved skud af gårdejer Mads Poulsen
Halen   Autoforhandler Hans Pedersen ved skud af fabrikant Gert Winther-Jensen
Venstre vinge   Traktorforhandler Erling Hansen ved skud af prokurist Brink-Jensen
Højre vinge   El-installatør K. Albrechtsen ved skud af fabrikant Erik Carlsen
Brystpladen   Tømrermester Hans Tranekjær Larsen ved skud af vognmand Jørgen Richard Nielsen


Fuglekongens historie og anekdoter:

Årets fuglekonge, tømrermester Hans Tranekjær Larsen, deltog ikke i fugleskydningen. Kongeskytten, vognmand Jørgen Richard Nielsen, modtog kongebåndet på fuglekongens vegne.

Årets historie og anekdoter:

På generalforsamlingen den 9. april 1975, der blev afholdt på Restaurant Håndværkeren, blev det vedtaget, at en skydebror skulle have været medlem af selskabet i mindst ét år for at kunne blive kåret til fuglekonge. På samme generalforsamling blev det oplyst, at en forsikring dækkende brand og særligt tyveri ville blive urimelig dyr, specielt da en forsikringserstatning ikke ville kunne bringe en mistet skive tilbage. Man blev enige om, at forhøje forsikringen til 100.000 kr.

* * * * * * * * *

I 1975 kunne det meddeles på generalforsamlingen, at nye bestemmelser gjorde det nødvendigt at anskaffe en ny fugl. Den gamle var udstyret med jernplader på forsiden, men dette var nu forbudt på grund af faren for tilbageslag. Jernet måtte for fremtiden kun anbringes på fuglens bagside. Kriminalassistent G. Andersen, der var meget skydeinteresseret, havde allerede konstrueret en ny fugl, der var afprøvet og fundet i orden. En sådan skulle altså anvendes ved den næste fugleskydning.

* * * * * * * * *

Den senere fuglekonge i 1982, vognmand Svend Aage Jørgensen, blev indballoteret i selskabet under generalforsamlingen den 9. april 1975. Som proponent stod vognmand Jørgen Richard Nielsen.

* * * * * * * * *

Selskabets formand i perioden 1989 til 1998, Poul Bunk-Jensen, blev indballoteret ved generalforsamlingen den 9. april 1975. Som proponent stod den senere fuglekonge i 2005, arkitekt Svend Aage Hansen.

* * * * * * * * *

Under fugleskydningsfrokosten den 1. juli 1975 modtog det mangeårige bestyrelsesmedlem, John W. Quaade, og fuglekongen fra 1959, Cai Christensen, 25 års erindringstegn.

* * * * * * * * *

I folkemunde blev årets kongeskytte kaldt "Jørgen-røv-og-nøgler".

Tilbage til listen