Levnedsbeskrivelse:

Købmand i Skomagergade 3.

Christian Winther hørte til en gammel anset Roskilde-slægt. Hans far var garvermester, og sønnen begyndte, da han havde tilendebragt sin uddannelse, en købmandsforretning på hjørnet af Allehelgensgade og Raadhustorvet. Senere flyttede han forretningen til Skomagergade, hvor han efterhånden oparbejdede en god og solid forretning. Han opførte her efter tegning af arkitekt Fischer den stilfulde bygning, som hans søn, Albert, drev videre efter sin fars død.
Christian Winther havde i sit liv flere tillidshverv. Han var således medlem af ligningskommissionen og i ni år medlem af Roskilde Borger-, Håndværker- og Industriforenings bestyrelse, deraf otte år som kasserer, hvilket dengang var ulønnet.
Alle, der kendte Christian Winther, erkendte, at han var en dygtig og stræbsom forretningsmand og en hædersmand som borger. Han var en af dem, der altid gjorde sin by ære. Ved sin død efterlod han sin hustru, der var født Manniche. Ægteparret havde fire sønner, hvoraf to drev Manniches Tobaksfabrik.

Skiven:

Kolonivarer på en disk.

Som så mange andre købmænd valgte Christian Winther at illustrere sit erhverv på sin skive. Men ikke med Merkur, som man før havde gjort - men langt mere håndfast ved på sin disk at fremlægge nogle af de ting, han handlede med. Altsammen smukt dekoreret med fuglekongens insignier. 

Skiven er i 2012 blevet konserveret af Maleri-Konserveringsværkstedet i Jægerspris.

Skiven måler 50 cm i diameter.

Skivens placering:

Fuglekongens historie og anekdoter:

Christian Winther var bror til Hans Winther, fuglekongen fra 1886.

* * * * * * * * *

Købmand Christian Winthers købmandsforretning, der blev etableret i 1868, skulle vise sig at blive en af Roskildes ældste og den sidste forretning med sit særpræg og sin charmerende art.

I "Jul i Roskilde 2008", kunne læses følgende interessante artikel:

Strøgtur i Skomagergade

En Duftende fornøjelse

At gå en tur op ad Skomagergade en travl dag midt i forretningstiden kan være noget af en blandet fornøjelse, men når man kommer op i de lave numres ende, begynder humøret at få en anden klang, eller jeg skulle måske sige en anden duft. Fra nr. 3 begynder der at snige sig en duft af kaffe, the og chokolade ind i næseborene; så er der ingen tvivl længere, man er nået frem til "Den Franske Vinhandel".

Som ganske almindelig kunde er det en fornøjelse at få den oplevelse. Det sker meget sjældent i vor moderne forbrugertid, hvor alt er vacuumpakket, og alle produkter skal betragtes gennem et klart stykke acetat med reklametryk på, så man næsten ikke kan se varerne. Jeg må i forbindelse hermed lige bemærke, at tager man chancen og går ind i forretningen, skal man gøre sig klart, at pengepungen er i orden, for hylderne bugner af så mange forskellige varer fra spændende steder, at man indenfor kort tid har købt meget mere, end der stod på den ugentlige indkøbsseddel. Nå pyt, det går vel nok, det er jo ens egen gade, der nyder godt af besøget. Når man så kigger nærmere efter, både i forretningen og på facaden, dukker der en anden tanke frem.
Jeg kikkede på vinduer og så, at der stod "Jubilæumspris" på mange af varerne, og jeg undrede mig lidt over, at personalet gik i hvide kitler, det plejer de da aldrig at gøre. Jeg var nødsaget til at gå ind og spørge, om de havde fået et pålæg om større hygiejne, hvilket jeg ikke kunne forstå, for "Smileyerne" havde alle sammen det store smil fremme. Købmanden trak lidt på smilebåndet og viste mig et billede fra sin læretid tilbage i 60´erne, og her var personalet klædt i hvide kitler, så i forbindelse med 140 års jubilæet skulle de gamle traditioner genoplives. Derfor !

Nu er 140 år jo mange arbejdstimer, og udseendet af forretningen har heller ikke altid været, som vi kender det i dag. Derfor kunne det være sjovt at grave lidt i forretningens historie. Det er jo lokalstof på højeste niveau. Kun fem købmænd har drevet forretningen gennem alle disse år, og to af disse købmænd har endda været elever i forretningen og efter tur overtaget butikken som indehavere. Den forrige indehaver har svært ved at blive hjemme, så han kommer ugentligt for at brænde kaffe, så der altid er den ypperste kaffekvalitet at hente med hjem.  Jo, der er krudt i de gamle købmænd. Gamle kunder nikker da også glædeligt til Jørgen Larsen, når han står ved kafferisteren. Når man i dag "bare" skal ud og handle, ja, måske kommer man sent hjem fra arbejdet, så er det som regel supermarkederne, der er de foretrukne indkøbssteder, der kan man få det hele, men prøv lige en dag, hvor der er lidt mere tid til at handle, at gå ind i en rigtig købmandsforretning, hvor der altid er udtalt personlig betjening og vejledning, og hvor der altid er tid til en sludder om de mange varer. Skulle man eventuelt være lækkersulten eller tørstig, tja, så kan det hænde, at der falder en smagsprøve af, og det er sikkert og vist, det oplever man ikke i et supermarked. Når man ude på gaden igen kikker op ad facaden med de to høje gavlspil, så kommer spørgsmålet uvilkårligt frem, "mon det altid har set sådan ud?"
For at finde ud af det, så er der kun en ting at gøre, nemlig at gå en tur på lokalhistorisk bibliotek og prøve at finde mere materiale. Når man så begynder at grave i historien, får man at vide, at den strækker sig helt tilbage til 1868, hvor købmand Christian Winther startede en kolonialbutik på Torvet, for efter en kort periode dér at flytte til Skomagergade 3. Den gamle bygning blev revet ned i begyndelsen af 1900-tallet for at give plads til en 4 etagers bygning, som (den ser ud i dag). I gården var der købmandsgård, hvor oplandets kunder havde mulighed for opstaldning af deres heste, medens de var inde at handle. Det var den gang, der var købmænd til. Man kan bruge et lidt voldsomt udtryk om disse fagfolk, men et var vist, "de døde med kitlerne på!" Både købmand Christian Winther og hans søn, som overtog forretningen i 1910, var dagligt på arbejde, og passede deres gesjæft til deres dødsdag. Trods varemangel og fjern buldren af krigstrommer fortsatte forretningens vante gang fra 1936, hvor købmand Gerner Jørgensen overtog forretningen, som nu blev kaldt "Chr. Winther og Søns Eftf." Alt skulle handles med rationeringsmærker, og helt frem til 1951 var der gang i forskellige mærker. Efter krigen blev forretningens varesortiment udvidet med forskellige udenlandske specialiteter, og frem til 1958 fortsatte forretningen med det faste standardudvalg.  I 1958 skete der igen en forandring i sortimentet, og forretningens navn blev ændret til "Gerner Jørgensens Vinhandel", og da kom der også kafferisteri ind i billedet som et spændende islæt i den ellers meget traditionelle forretning. Gerner Jørgensens bror havde forretning på Helligkorsvej og havde tidligere leveret brændte kaffebønner til Skomagergade, men nu blev risteriet installeret i baglokalet i Skomagergade, og eksperimenterne begyndte med at finde den rette blanding til en velsmagende kaffe.

Den tidligere kommis, Jørgen Larsen, blev bestyrer i 1970, og forretningen tog nyt navn og blev til "Den Franske Vinhandel". Forretningen blev drevet med hjælp af Jørgen Larsens hustru, Lissi, samt et par lærlinge og andre medhjælpere. Nu blev forretningen udelukkende specialforretning for kaffe, the, vin og delikatesser, og normale købmandsvarer som mel, gryn og sukker forsvandt fra hylderne. Jørgen Larsen overtog forretningen som indehaver i 1988 og drev den frem til 1999, hvor en tidligere lærling og kommis, Mogens Kaagaard, overtog forretningen, som han gennem de sidste 10 år havde stået som førstemand for. Roskilde har altid været købmændenes by, og altid har byen været en god handelsby. I slutningen af 1950´erne var der 35 købmænd i byen fra Røde Port til Helligkorsvej. Nu er Den Franske Vinhandel den sidste rigtige købmandsforretning, der er tilbage, men selv om forretningen ser lidt overfyldt ud, med meget lidt gulvplads, er der altid plads til et smil og en hjælpsom kommentar. Selve indretningen oser af "gamle dage" og sådan bliver det forhåbentlig ved med at være i lang tid fremover. For at understrege dette "gammeldags image, så skylder jeg lige læserne at fortælle, at på trods af moderne stregkoder, elektronisk varemærkning, maskinskrevne prisskilte og lignende smarte ting, så skrives en regning stadig i hånden, så det er næsten et klenodie at få en regning stukket i hånden, og dette må være det bedste bevis for: "at der står mennesker bag disken!".