Forrige recordNæste record  1891 Hans Jacob Bruun-Kornerup


2. juli • Ved Boserup Pavillonen

Født: 23. maj 1847 i Dybe • Død: 17. december 1931 i København

Levnedsbeskrivelse:

Tømrermester i Roskilde fra 1876, senere i København. Formand for fugleskydningsselskabet i perioden 1878 til 1889.

Som så mange andre fra den tid med efternavnet Kornerup var Hans Jacob Bruun-Kornerup søn af en købmand. Navnet Bruun bragte hans mor med i ægteskabet. Det er i øvrigt interessant at se, hvordan hans navn skifter fra den ene kilde til den anden. Mellemnavnet staves skiftevis Bruun, Brun og Brunn, og bindestregen til efternavnet er flere steder slettet, men da der på fugleskydningsskiven tydeligt står H.J. Bruun-Kornerup, regner vi det for det rette, for man kan vist roligt gå ud fra, at fuglekongen har sat en ære i, at hans skive, der skulle stå som et minde om hans liv og virke, skulle være helt korrekt.

Hans Jacob Bruun-Kornerup overtog i 1876 tømmerpladsen af købmand Anders Borch. Han drev den, indtil han omkring århundredeskiftet flyttede til Frederiksberg.
Han betegnes som en dygtig håndværker, der var æresmedlem indenfor sit laug, som han tilhørte i over 50 år. Han var ivrig fodsportsmand og cyklist og gjorde således i 1920 som 74-årig turen til genforeningsfester på Dybbel på sin cykel. 

Hans Jacob Bruun-Kornerup giftede sig med Anna Eqidia Errboe, der levede fra 7. september 1855 til 26. december 1913.

Ægteparret fik børnene:

  • Johanne Henriette Caroline Kornerup, født den 22. april 1878, død den 19. maj 1961
  • Hans Jacob-Bruun Kornerup, født den 8. juni 1879, død den 1. april 1941
  • Karen Marie Margrethe (Misse) Kornerup, født den 8. april 1882, død den 17. oktober 1971
  • Einar Kornerup, født den 20. maj 1883, død den 9. september 1954


Hans Jacob Bruun-Kornerups yngste søn, Einar Kornerup, etablerede i 1907 murerfirmaet Einar Kornerup. I anledning af virksomhedens 100 års jubilæum i 2007 blev udgivet en flot historisk bog med titlen ”Einar Kornerup A/S 1907 - 2008”. I denne kan blandt andet læses følgende:

Slægten Kornerup stammer fra den sjællandske landsby af samme navn. Historien kan føres tilbage til midten af 1600-tallet, og slægten bestod oprindeligt af bønder, senere også af købmænd, håndværkere og en enkelt præst. Egnen omkring Lejre, det gamle kongesæde, var slægtens hjemsted, ”hvor mine forfædre sandsynligvis fra Arilds tid har dyrket jorden”, som Einar Kornerup skrev i en levnedsbeskrivelse i 1941.
Peder Kornerup brød op fra landet for at blive købmand i forbindelse med det samfundsmæssige opbrud, der førte til de store landboreformer i slutningen af 1700-tallet. Peder Kornerup (1725-1782) etablerede sig som købmand i Roskilde og blev én af byens otte deputerede borgere i Stænderforsamlingen. Familielinjen frem mod Einar Kornerup og hans murerfirma stammer fra det trettende i rækken af Peder Kornerups i alt 21 børn, Rasmus Kornerup (1768-1849), der blev student, før han gik i faderens fodspor og blev købmand i Præstø. Han fik seks børn, hvoraf det tredje, Hans Jacob Bruun-Kornerup (1802-1861), ligeledes blev student, men ikke købmand. I stedet tog han en teologisk embedseksamen for i 1832 at blive præst i Aadum i Ribe stift.
Det erhvervsmæssige, sociale og geografiske opbrud, Hans Jacob Bruun-Kornerup kom til at repræsentere i slægten, lagde ikke grunden til en teologisk eller akademisk gren, men til et blivende erhvervsmæssigt skifte fra købmandskab til håndværk. Det blev den gren af slægten, der senere lagde grunden til firmaet Einar Kornerup. Det begyndte, da Hans Jacob Bruun-Kornerups ottende barn, som blev opkaldt efter faderen, ikke gik i dennes fodspor. I stedet blev den unge Hans Jacob Bruun-Kornerup (1847-1931) tømrermester først i Roskilde i 1876, siden i København. Hans fjerde og yngste barn, Einar Kornerup (1883-1954) kom i murerlære, blev svend og mester og grundlægger af murerfirmaet Einar Kornerup.


Håndværket under opbrud

Håndværkergrenen i slægten Kornerup slog rod i anden halvdel af 1800-tallet, da håndværket var under opbrud fra laugstidens traditioner. Disse traditioner blev lidt efter lidt undergravet af industrialiseringen, der erstattede det traditionelle håndværk med maskiner, nye arbejdsprocesser og nye måder at organisere både arbejde og virksomheder på. Nogle fag blev forvandlet til ukendelighed, mens andre helt og holdent forsvandt.
Industrialiseringsprocessen og den indre udvikling i håndværket blev fulgt op fra statslig side i 1857 med Næringsfrihedsloven, der ophævede de gamle laugsprivilegier og indførte fri næring fra 1862. De gamle laug, der for manges vedkommende havde eksisteret siden middelalderen, mistede dermed formelt den status og det fællesskab, som industrialiseringen allerede var begyndt at udhule. Det gjaldt også det partiarkalske fællesskab, der havde bundet mester, svend og lærling sammen både fagligt og socialt. Det manifesterede sig organisatorisk i en begyndende dannelse af fagforeninger og arbejdsgiverforeninger. Den første faglige sammenslutning ved Internationales sektion for murere, der blev dannet 15. oktober 1871,
Hvad arbejdet angik, forblev byggefagene imidlertid, i modsætning til de fleste andre fag, mærkeligt uberørte af den første industrialisering. Byggepladsen og dens traditioner levede videre næsten, som om intet var hændt. Først efter 1. Verdenskrig (1914-18) oplevede byggepladsen et begyndende opbrud med indførelse af maskiner og nye materialer, der også førte til ændringer i arbejdsdeling og arbejdsprocesser. Den ringe industrialiseringsgrad betød også, at byggefagene længere end andre håndværk opretholdt traditionen med at gå på valsen. Det kom Einar Kornerup til gode.


Tømrermesterfamilien i Roskilde

Byens bærende befolkningslag har fra gammel tid været købmænd og håndværkere, der var organiseret i gilder og lav. I 1800-tallet, da indvandringen til byerne begyndte at tage fart, var Kornerup etableret som en af Roskildes gamle købmandsslægter. Forfatteren Lise Nørgaard, selv Roskildeborger af fødsel, skildrer i bogen Volmer miljøet med indlevelse og ironisk distance.
Grunden til slægtens håndværkergren blev lagt, da Hans Jacob Bruun-Kornerup i 1876 etablerede sig som tømrermester i Roskilde med tømmerplads i Hersegade 7. Dermed havde den unge mester kvalificeret sig til ægtestanden, og han virkeliggjorde samme år sit forehavende, da han giftede sig med Anna Egidia, født Errebo.
I 1870´erne var gruppen af tømrermestre den økonomisk bedst stillede blandt byens håndværksmestre, og Hans Jacob Bruun-Kornerup var ikke nogen undtagelse. Om sin fars virksomhed og sin opvækst har Einar Kornerup fortalt: ”Min faders store tømmerplads med den gamle have op ad Gråbrødre Kirkegård og Roskildes historiske omegn var herlige tumlepladser for os børn, hvis fantasi her kunne sættes i levende bevægelse.”
Ved folketællingen den 1. februar 1890 bestod husstanden af 11 personer, der omhyggeligt blev registreret: Husfaderen Hans Jacob-Bruun Kornerup på 42 år; husmoderen Anna Egidia Kornerup på 34 år; datteren Johanne Henriette Caroline Kornerup, der var 11 år; sønnen Hans Jacob Bruun Kornerup på 10 år; datteren Karen Marie Margrethe Kornerup, 7 år; og sønnen Einar Kornerup, 6 år. Familien havde desuden to logerende, Fredericia Sick på 30 år og Thora Ane Margrethe Jensen på 25 år samt to tjenestepiger, Ane Kirstine Andersen, 26 år, og Emilia Andersen på 17 år. Endelig var Hans Jacobs søster, Petra Dorthea Elisabeth Kornerup, 46 år, på besøg den dag, hvilket også blev noteret.
I 1896, året før familien brød op fra Roskilde, blev tømrermesteren sat i skat af en årlig indtægt på 4.000 kr. Det lå i den højeste ende af indtægtsskalaen for borgerne i Roskilde på den tid. Til sammenligning blev en skrædder i samme nabolag beskattet af 700 kr., en murermester af 1.800 kr., en bankdirektør af 4.200 kr. og en sagfører af 6.500 kr. Hjemmet var præget af ”en levende religiøsitet og politisk konservatisme,” fortæller Einar Kornerup, der blev sat i pogeskolen og siden i Latinskolen, hvor han udgik fra realklassen efter konfirmationen i 1898. Han bevarede livet igennem sin hengivenhed for egnen:

"Mange var de udflugter, vi gjorde med egen befordring til de omliggende skove i Boserup og Ledreborg og til egnens herregårde, hvor min far ofte havde byggearbejder. Fra den tid har jeg bevaret en stærk kærlighed til min fødeby, domkirken, den gamle latinskole og byens kønne omegn og ikke mindst den del, der omfatter mine forfædres ældgamle bosted – den sagnagtige Lejre egn.”

Einar Kornerup ville gerne have fortsat i skolen, fortæller hans yngste datter Anna Havning: ”Far gik ud af Roskilde Katedralskole, selvom han vist i virkeligheden gerne ville have læst videre. Han elskede at læse og læste mange bøger af forskellig slags.” I stedet blev det en brat omvæltning i den 14-årige Einar Kornerups verden, da han i 1898 blev sat i murerlære i København.


Fra Roskilde til København

Samme år, som Einar Kornerup kom i lære som murer, blev den ældre broder, Hans Jacob Bruun-Kornerup (1879-1941), udlært som tømrer. Begge sønner fulgte dermed i faderens fodspor som bygningshåndværkere. Kontinuiteten blev repræsenteret ved, at faderen, Hans Jacob Bruun-Kornerup, også flyttede fra Roskilde til København, hvor hele familien inklusive Einar flyttede ind hos enkefrue H.A. Jørgensen i en villa på Sortedamsdosseringen 69. Flytningen vidner om et stærkt familiesammenhold og om en fornemmelse for, hvor forretningerne og fremtiden lå. Arbejdet på herregårdene blev stadig mere pauvert, mens byerne og særlig København oplevede et sandt byggeboom i årene omkring 1900 og derfor tiltrak bygningshåndværkere fra nær og fjern.
Roskilde-tømrermesteren havde blik for mulighederne og erhvervede i 1898 en grund på Gadekærvej i det gamle Valby, der endnu var en del af Hvidovre Kommune. Dèr etablerede han sammen med sin ældste søn en tømmerplads over for et af de store garverier, Valby var så velforsynet med. Den kraftige vækst i hovedstadens byggeri ansporede far og søn, Hans Jacob Bruun-Kornerup senior og junior, til at udnytte byggeboomet ved at indgå kompagniskab under navnet H.J. Bruun-Kornerup & CO.


I 2009 gav fuglekongens barnebarn, Anna Havning, sin beskrivelse af sin farfar til selskabet. Den lyder således:

"Jeg var syv år, da min farfar døde, så det er begrænset, hvor mange erindringer jeg har om ham. Jeg holdt meget af min farfar. Han var en rar og venlig mand. Han var glad for børn, og jeg elskede at sidde på hans skød og høre de mange historier, han kunne fortælle.
Min farfar havde en kæmpe stor grund på et område på Kong Valdemarsvej i Søllerød. Her havde han et sommerhus, hvor der gik køer og græssede nede i dybet. Min farfar tilbragte hele sommeren i sommerhuset. Han tog derud tidligt og tog hjem sent. Han var der nok i fem måneder hvert år. Farfar kunne godt lide at gå i haven. Han samlede hvert år sammen til et stort bål, der blev brændt af til Sct. Hans.
Jeg var den yngste af fire søskende. Jeg husker, at jeg mange somre i perioder boede hos farfar i sommerhuset."

Læs mere i artiklen 74-årig på cykel til Dybbøl og i artiklen En familie af fuglekonger samt den senere udgave af 74-årig på cykel til Dybbøl

Skiven:

Ejendommen og tømmerpladsen i Hersegade 7.


Skiven er i 2012 blevet konserveret af Maleri-Konserveringsværkstedet i Jægerspris. Konserveringen blev sponsoreret af kongesidens sponsor.

Skiven er udstillet på Roskilde Museum.

Skiven måler 54 cm i diameter.

Kongeskytte:

Niels Dreyer

Årets vindere:

Kronen   Hotelforpagter Mathiesen ved skud af hotelforpagter Mathiesen - eget skud
Halsen   Ehlers ved skud af Niels Dreyer
Halen   F. Reimert ved skud af N.L. Christoffersen
Venstre vinge   C. Christensen ved skud af C. Christensen - eget skud
Højre vinge   C. Christoffersen ved skud af C. Christensen
Brystpladen   Tømrermester Hans Jacob Bruun-Kornerup ved skud af Niels Dreyer


Fuglekongens historie og anekdoter:

Fuglekongen drev sin tømrervirksomhed i Roskilde fra adressen Hersegade 7. Samme sted drev fuglekongen fra 1870, Peter Ferdinand Hansen, sin tømrervirksomhed.

* * * * * * * * *

Ikke alene tømmerpladsen i Hersegade havde Hans Jacob Bruun-Kornerup og Peter Ferdinand Hansen til fælles. De opnåede også begge at blive formænd for fugleskydningsselskabet.

Årets historie og anekdoter:

Som regerende fuglekonge blev Niels Dreyer kongeskytte for første gang i 1891.

Smedemester Niels A. Dreyer blev kongeskytte i årene 1891, 1893, 1909, 1911, 1913, 1925 og 1945.

* * * * * * * * *

Ved generalforsamlingen var der et interessant forslag, idet købmand P. Lassen foreslog "at der til al skydning i selskabet særlig til alle skiveskydninger må benyttes stangrifler"
Efter nogen diskussion blev forslaget trukket tilbage.
Forslaget er interessant derhen, at man modsætningsvis må slutte, at stangrifler altså ikke måtte benyttes til skiveskydningerne, hvilket henset til stangriflernes voldsomme kaliber 19,5 egentlig forekommer nok så fornuftigt.
Når P. Lassen alligevel er kommet med forslaget, er der nok en sammenhæng til at resultaterne fra fugleskydningerne i denne periode med al tydelighed viser at P. Lassen var meget dygtig til at håndtere stangriffelen.

Tilbage til listen