Forrige recordNæste record  Formand  2013-   Ebbe Overgaard Nielsen   Film/Lyd

Født:18. april 1948

Levnedsbeskrivelse:


Turistkonsulent. Medlem af fugleskydningsselskabet fra 1983 og medlem af bestyrelsen fra 1995. Sekretær i en periode indtil 2013. Fanebæresuppleant i en årrække frem til 1999.


I 2013 gav formanden sin levnedsbeskrivelse til selskabet. Den lyder således:

"Født 18.april 1948 på Roskilde Amts Sygehus og efter barnedåb i Roskilde Domkirke var jeg klar til at møde den store verden. I et par år i Hersegade og så på Hestetorvet 5. Det var dengang et herligt sted for en lille knægt, både at der dengang var hestemarked på Hestetorvet (de dage prøvede man, om man kunne få en sygedag), og så var der en herlig legeplads på DSB-arealet. Skolegangen startede på Allehelgensgade Skole, og da mine forældre byggede hus på Frederiksborgvej, så flyttede jeg til Himmelev Skole. Dengang var det jo en lidt anden størrelse på skolen, så da det blev tid til realskolen, blev det Duebrødre Skole i tre år, før skolegangen blev forlagt til Roskilde Katedral Skole, hvor jeg var i sidste årgang på den gamle skole, mens den virkelig var en katedralskole inden flytningen ud på Holbækvej. I 1971 tog jeg Niels Brock og var så på vej ud i den virkelige verden, der først bød på forskellige administrative jobs.

Derefter blev det salgsarbejdet, der blev det foretrukne. Her lærte jeg bl.a. Sverige at kende som eksportsælger for Den Kongelige Porcelænsfabrik, senere andre jobs indenfor den ”skøre” branche, inden det blev kirurgisk udstyr, et yderst interessant område, da hovedproduktet var brystimplantater.  Dette arbejdsområde var så interessant, at det holdt mig beskæftiget i 15 år, bl.a. fem år med egen virksomhed. Min hovedleverandør blev solgt, og alle europæiske distributører fyret.  Så rykkede jeg en etage ned fra 1. sal til stuen, hvor det daværende Roskilde Lejre Turistbureau havde til huse. Og på trods af forskellige svære perioder så er jeg der stadig, og det regner jeg med at være i nogle år endnu. Der er jo ingen grund til at gå på pension.

Så har jeg fornøjelsen af at være skydebroder i vort gamle selskab, hvor jeg har været med i bestyrelsen i 18 år, er i bestyrelsen i Roskilde Garden på 5. år, er med i Roskilde Jazz Days bestyrelse og det samme i Havne Forum.  Og på grund af mit valg af bolig er jeg også i bestyrelsen i Den selvejende institution Margrethegården.     

På det private plan har jeg været gift to gange (hvem ved, måske det bliver alle gode gange tre), sidste gang var min kone også partner i firmaet, en effektiv og herlig partner, som også er mor til min, stadigvæk, bonus-søn Emil, som også er Roskilde Garder.

Og så er der bare at sige, at jeg ser frem til at være formand i vort gamle hæderskronede selskab i et par år fremover.

Og skal vi til sidst så lige tage kæphesten: Vi er et selskab ikke en forening, og vi er skydebrødre ikke medlemmer."

Se også artiklen Kærligheden til Danmark og om formandens bolig i Klosteranneks i Bredgade.

* * * * * * * * *

Under fugleskydningsfrokosten i 1997 modtog Ebbe Overgaard Nielsen emblemet for 25 års medlemskab af selskabet. I 2011 blev det registeret, at emblemet var tildelt et år for tidligt, da han blev optaget i selskabet den 4. juli 1983.

* * * * * * * * *

Den kendte Roskilde fotograf, Kristian Hude, var ivrig samler af alverdens ting. Han blev så begejstret for skiven fra 1832, at han lod male en kopi til sig selv. Efter Hudes død fik hans gode ven og nabo, Arthur Fang, skiven. I forbindelse med datteren, Lotte Fang´s flytning i 2014, overdrog hun skiven til fugleskydningsselskabets formand, Ebbe Overgaard.
Ligesom originalskiven er kopiens kunstner ukendt. Kvalitetsmæssigt når kopien ikke op på originalens niveau.

* * * * * * * * *

Den 26. juli 2014 blev Ebbe overgaard Nielsen fuglekonge i Roskilde Borger- Håndværker- og Industriforening. Se artiklen fra Roskilde Avis her.

 * * * * * * * * *

På grund af andre vigtige gøremål måtte fuglekongen forlade fugleskydningsfrokosten i utide i 2015. Da kongeskytten fra 2014 heller ikke var til stede, måtte selskabets formand, Ebbe Overgaard Nielsen, overdrage kongebåndet til den nye fuglekonge.