Forrige recordNæste record  Bygning  1994   Ryegaard Gods   Film/Lyd

Munkholmvej, Kirke Såby

1994 blev første år, hvor et lille antal skydebrødre fik lejlighed til at deltage i friluftsskydning på 100 meter-bane i de smukke omgivelser på godset Ryegaard. Greverne Niels og Johan Scheel havde velvilligt stillet skydebanen til rådighed for selskabet den 21. august.
Skydningen blev efterhånden en tradition, hvor der i en årrække også deltog skytter uden for selskabet og fruer. På grund af begrænset mulighed for antal deltagere var det de aktive skytter, der havde førsteret til arrangementet.
I 2009 blev skydningen aflyst på grund for ringe tilslutning. Efter endnu en ringe tilslutning i 2012 ophørte arrangementet helt.

Se billeder fra skydningerne i årene 2010, 2011 og 2012.


Godsejer Johan greve Scheel har beskrevet godsets historie således:

Alle kender nok kysten imellem Munkholmbroen og nordspidsen af halvøen Bramsnæs. Et sted på denne strand, for 3-4000 år siden, kunne der godt have stået en mand. Vi ved nemlig, at der var mennesker her på dette tidspunkt, da der er køkkenmøddinger i skrænterne og skåltegn i et par sten oppe i Ryegaard Dyrehave. Dertil vidner kæmpehøje spredt ud over landskabet, ca. 75 stk alene på Ryegaard, om de tidligere beboere, og der kan endnu findes flinteredskaber.

I 1350 lå Ryegaard umiddelbart vest for Rye kirke. Sandsynligvis et samlet bygningskompleks, hvori indgik hovedbygning, avlsbygninger og kirken. Hovedbygningen var opført af frådsten (også kendt under betegnelsen kildekalk), sandsynligvis udgravet, tilsavet og tilkørt fra frådstensforekomsterne i Vintre Mølle. Udgravninger og opmålinger af gården blev for få år siden udført af Roskilde Museum.
 
Der har naturligvis været mange ejere. Den første nøje kendte var Jacob Olufsen, der ejede Ryegaard fra 1350 til 1362. Han var høvedsmand på Als, desuden bispe-lensmand på Fodby og blev under Dronning Margrethe I en af landets største lensmænd. I såvel Holbæk, Kalundborg som Trudsholm i Jylland, havde han i forlening. Det er muligt, at navnet Trudsholm øst for Kirke Sonnerup stammer fra Jacob Olufsens tid.

I Ejby bor i dag efterkommere efter David Arildsen Quitzow, som 1452 nævnes Ridder i Rythe, altså ejer af Ryegaard. David Arildsen Quitzow møder i 1464 i Voldborg Herred og vidner om en Sct. Lucie Domkirke i Roskilde med tilliggende skov "hos Trudsholm ”, atter et fingerpeg i retning af en forbindelse mellem Trudsholm og Ryegaard. De har nok hørt sammen ganske længe!

Vi ved lidt om, hvad man har beskæftiget sig med gennem tiderne. Landbrug har der sikkert været drevet, men næppe skovbrug af betydning.

De skiftende ejere har naturligvis brandskattet bønderne og derigennem skaffet midler til driften, ligesom hoveriet har været udbredt, ingen tvivl om det. Det er i de senere år godtgjort, at det var herremændene, der byggede kirkerne. Det var en god forretning at have en kirke, idet befolkningen skulle betale afgifter til den. Den har nok ikke" fået for lidt”! Herremanden vedligeholdt så til gengæld kirken. Til dette hørte, at præsten m.fl. skulle lønnes, billedskærere og kalkmalere skulle betales. Ja, alt ialt, de kloge har altid narret de mindre kloge!

Af andre aktiviteter kan nævnes et antal industrier i Vintre Mølle og et garveri ved Langtved Færgekro, hvor man udnyttede vandkraften som energi. Vindmøllerne, der enten var tækket med strå eller spåner, er nok kommet til lidt senere. Der har endvidere været karpedamme, formentlig i Gl. Dyrehave (i nærheden af nuværende Ryegaard Dyrehave), men helt sikkert i Langtved. Sidstnævnte er i øvrigt blevet genetableret for nylig, dog ikke som karpedamme, men af hensyn til jagten.

Omkring 1492 blev biskoppen i Aarhus, Niels Clausen Skade, ejer af Ryegaard. I hans testamente af 25. juli 1520 står bl.a., at en af hans arvinger, Birgitte Olufsdatter, "skal have Ryegaard, Rye by og mølle, samt det marsvinsdræt øst for Bramsnæs, som fra Arilds tid har hørt til denne gård, og det våde dræt og fiskeri i Vrangbæk (ved Ejby) og halvdelen af Bramsnæs".

Her får vi bl.a. den oplysning, at fra ca. år 1500 har der været fanget marsvin i Bramsnæs Vig. Det foregik på den måde, at man spændte net over vigen med en åbning i midten. Et par drenge blev posteret på et højt punkt, hvorfra de kunne overskue vigen. Når en flok marsvin var svømmet igennem åbningen i nettet, gav drengene signal, og man roede ud for at lukke åbningen. Herefter har man slagtet marsvinene inde på lavt vand på hver side af Koholmen.

Der må have boet en familie her på egnen, der hed Bram. Bramsnæs-halvøen kender vi vist alle. I Ordrup Skov, ude på Egernæs, fandtes en lille tange, der hed Brammernæs. Den forsvandt, da man byggede en dæmning og inddæmmede Marup enge. I Enghave-skoven findes Morten Brams Have. Det fortælles, at Morten Bram havde forbrudt sig på en eller anden måde. Nok ikke meget alvorligt? Han blev dømt til at grave et ”U” med rette vinkler. Det fremstår sådan i ca. gærdehøjde i dag. Det blev jo gravet med hånden – besynderlig straf – men selvfølgelig mere humant, end hvad man i de tider ellers kunne have fundet på!

Efter biskop Skades død i 1533 er ejerforholdene på Ryegaard skiftende og ret indviklede. Erik Banner blev ejer, men dog kun af en del af ejendommen, da der var andre arvinger, der skulle tilgodeses i slægterne Krabbe og Rosenkrantz. Dette kan måske være grunden til navnet "Krabbeslund", der ligger i bunden af udsigten "Dejligheden". (Hvis man holder på Elverdamsvej på det sted, hvor man både kan se Bramsnæs Bugt og Bramsnæs Vig, så er "Dejligheden" den udsigt, man har over landskabet med "Krabbeslund" i bunden og halvøen "Bramsnæs").
"Dejligheden er afbilledet på H.P. Hansen Glems fuglekongeskive fra 1944.

Efter Erik Banners død i 1554 overtog hans søn, Frantz Banner, gården. Den gamle gård, der lå vest for Rye Kirke, brændte ca. 1569. Det menes, at Frantz Banner 1575 påbegyndte opførelsen af de to bindingsværks hovedbygninger og avlsgården. Placeringen var ca., hvor de nuværende beboelses- og avlsbygninger ligger. Dog nord for Munkholmvej.

Herefter følger en kort tid, hvor Kronen står som ejer af Ryegaard. Fra Kronen overdrages den til Frantz Banners svoger, Peder Oxe, på hans søsters vegne, og således blev Jomfru Johanne Oxe ejer. Hun færdiggør de bygningsværker, som Frantz Banner påbegyndte.

Efter Johanne Oxes død er ejerforholdene igen ret indviklede, men man ved, at Eiler Gyldenstjerne 1622 sælger Ryegaard til svogeren Axel Urne, der overtager hans gæld, som med et par tusinde speciedaler oversteg købesummen på gården, der opgøres til 16.630 rigsdaler in specie.

Axel Urne dør 1626, og hans enke, Birgitte, født Gyldenstjerne, søster til Eiler Gyldenstjerne, ejede Ryegaard til 1640.

Dette år solgte hun til Niels Trolle. Birgitte døde 1675, 80 år gammel!

Ryegaard var i Trollernes eje i næsten 100 år. Niels Trolle øgede gårdens tilliggende betydeligt, og da han døde i 1667, 68 år gammel, bestod ejendommen af Ryegaard Hovedgaard, Rye Kirke, Hyllinge Kirke, gårde og huse i Rye sogn, i byerne Jenslev, Langtved og Ejby, i Sonnerup Sogn, i Torkildstrup og Saaby, i Hyllinge Sogn, i Store Karleby, i Kyndeløse, i Lyndby Sogn, i Lille Karleby - og udenfor Voldborg Herred, i Gjævinge, Vridsløse og Udby. Den samlede skat af godset var 356 Daler.

Niels Trolle byggede det nuværende Holsteinborg og har næppe boet i Johanne Oxes bindingsværkshuse, men han byggede den nuværende kørestald på Ryegaard i 1656. På gavlen står hans forbogstaver Hr Niels Trolle, samt hans første kones, salig Mette Rud, og hans anden kones, Helle Rosenkrantz, samt årstallet 1656. - Helle Rosenkrantz må have været en storsindet dame! Niels Trolle var kirkeværge for Roskilde Domkirke, og ligger begravet her i sit eget kapel.

Niels Trolles datter, Hildeborg, født Gyldenstjerne, er herefter ejer til sin død.

Hildeborgs moder var Elisabeth Rosenkrantz, datter af Erik Rosenkrantz til Rosenholm. Elisabeth arvede efter faderens død Rosenholm. Hun dør i 1721, og hendes datter, Hildeborg, arver nu Rosenholm. Hildeborg sælger Rosenholm i 1726 til Erik Rosenkrantz's søn, Iver, der året efter Hildeborgs død af hendes søn, Knud Trolle, købte Ryegaard for 28.000 Rigsdaler. Ryegaard og Rosenholm blev nu atter forenede og havde samme ejer i 70 år

Med Ivar Rosenkrantz fik Ryegaard atter en navnkundig ejer. Ejendommeligt er det at se, hvorledes slægten Rosenkrantz lige siden Grevefejdens tid har været knyttet til den gamle bispefogedgård. Den arves af slægtens kvinder, glider over til andre slægter, der tager hustruer af Rosenkrantzernes slægt, og ligger så efter køb fast i slægtens eje i 100 år, for så at overgå som stamhus til Skeelernes slægt under navnet Stamhuset Rosenkrantz.

Ryegaards størrelse opgives i Iver Rosenkrantz's skøde af 2. aug. 1735 således:
Hovedgården (ny matr.) ca. 37 tønder hartkorn, skovskyld 6 tdr., Rye By 50 tdr., Rye kirketiende 24 tdr., Hyllinge kirketiende 56 tdr., kirkejord 2 tdr., bøndergods 238 tdr. og skovskyld 5 tdr. med vind- og hestemøller.

Iver Rosenkrantz opbyggede Saaby Kirke og skænkede 1736 Rye Kirke en klokke og Sæby Kirke altertøj 1745. Den 17. juli 1741 stiftede han et hospital i Vellerup. Dokumentet er dateret Egholm, hvor han sikkert har boet under sine ophold på de sjællandske godser. Det var ligeledes sikkert ham, der opbyggede Egholm og forsynede det med tårne. Familietraditionen beretter, at hans søn, Frederik Christian, der som barn havde fået en irettesættelse på Egholm, da han arvede gården, lod den nedrive, for at der ikke skulle blive sten på sten tilbage af det sted, der havde været vidne til hans skændsel!

Iver Rosenkrantz ejede betydelige ejendomme. Foruden Rosenholm, Ryegaard og Egholm med Krabbesholm, tillige en tid en part i Gavnø, strøgods på Fyn, andel i Lungholm, Balsskov i Jylland og Vosnæsgaard. Han døde 13. nov. 1745, og hans enke, Charlotte Amalie, født Skeel, fik Ryegaard på livstid. Hun var stærkt interesseret i de sjællandske godser og tog det løfte af sin søn, Frederik Christian Rosenkrantz, at han skulle oprette et Stamhus af dem. Dette skulle tilfalde hendes slægt, Scheelerne fra Gammel Estrup. (Skeel og Scheel er samme slægt).

Den 3. marts 1761 blæste tårnet på Hyllinge Kirke om og ødelagde kirken.  Charlotte Amalie fik lov til at lade den tække med strå den 17. september 1762. Samme år døde hun.

Der skulle gå 42 år, før Charlotte Amalies ønske om at oprette Stamhuset Rosenkrantz til fordel for hendes slægt på Gl. Estrup blev opfyldt. Men det lykkedes!

Dette sammenholdt med utallige andre beretninger gennem historien, "siden Arilds tid", leder tanken hen på, at pigerne altid har haft overordentligt meget indflydelse på tingene, stort som småt!

Der er stadig ikke så meget nyt "under solen".

Frederik Christian var ikke særlig populær. Han var en bestemt modstander af stavnsbåndets ophævelse og kaldtes "fin" (snedig) og herskesyg. En dame ved navn Dorthe Biehl kaldte ham "en sort sjæl" på grund af hans hårde fremfærd mod den ædle Fabriksmester Gerner, der berøvede sig livet.

Dette er ofte omtalt, og Bernstorff, (en af initiativtagerne til stavnsbåndets ophævelse), kaldte ham i sine breve den "kloge, men onde" Rosenkrantz. Arkiver på Bregentved skal dog gemme et stort materiale, der stiller ham i et adskilligt gunstigere lys. En betydelig mand var han. Han var smuk som ung, og som ældre grandseigneur helt i adskillige af det letfærdige hofs galante eventyr og meget godgørende. I Rye oprettede han en spindeskole for 10-12 piger og et garveri ved Langtved Færgekro.

Hans liv var dog mest optaget af statstjeneste af forskellig art. I 1770 entledigede Struensee ham, på hvilket tidspunkt han altså var ruineret. Frederik Christians kone, Dorthe Reedtz, var død 1801, og deres eneste søn var død i 1782.

Slægten Rosenkrantz havde svært ved at tilgive ham, at de rige godser ved hans bestemmelse gik ud af slægtens eje, samt at han forbigik nevøen, Iver Rosenkrantz, på Rosenholm i arvefølgen. Dette er dog til dels forståeligt, da han anså sin nevø på Rosenholm for at være en ubetydelig landmand. Hans universalarving blev den rigt begavede nevø, Niels Rosenkrantz, der imidlertid døde uden arvinger. Frederik Christian havde jo lovet sin mor, Charlotte Amalie, at betænke slægten Scheel. Man må formode, at han håbede på, at den begavede Niels Rosenkrantz ville være i stand til at oprette Stamhuset og lad dette overgå til Scheelerne.

Historiens dom over Niels Rosenkrantz er udelukkende gunstig. Han blev født den 3. september 1757 på Øjestad i Norge. Han blev gift 1774 (17 år gammel!) med Varvara Vjasemskij, datter af Fyrst og Fyrstinde Vjasemskij, og søster til Grevinde Tolstoj. Hun blev ham en ypperlig hustru, men deres store hus i Bredgade i København kostede enorme summer. Det skal i øvrigt have været det første af sin art i hovedstaden.

På Ryegaard mindes han som en sjælden mild godsherre. Han forsøgte at fremme industri og bryggede således myreeddike af myretuer i skoven, anlagde kurvefletningsværksteder og dyrkede i vid udstrækning kartofler. I 1806 optog han en kapital af 25.000 rigsdaler til godsets forbedring, og samme år blev der stiftet et legat.

Hans offentlige virksomhed tilhører Danmarkshistorien og er almindelig bekendt. Fra 1782 til 1810 virkede han som diplomat, blev så gehejmekonferensråd og statsminister, hvad han var til sin død den 6. januar 1824. Hans enke, Varvara, fik bolig i et hus, der lå, hvor det nuværende Ænkesæde ligger. Hun døde barnløs i 1849. De er begge begravet på Rye kirkegård lige øst for tårnet.

Ved Niels Rosenkrantz død gik Ryegaard ud af slægtens eje. Stamhuset Rosenkrantz blev i henhold til Frederik Christian Rosenkrantz‘ testamente, oprettet af Niels Rosenkrantz den 18. marts 1804. Det var erektor tilladt at sælge to af de fem gårde. Egholm med Krabbesholm blev frasolgt og ejendommen udgjorde herefter:
Ryegaard: 100 tdr. hartkorn med 17 tdr. skovskyld, 80 tdr. kirke- og kongetiender, bøndergodset 210 tdr. hartkorn.
Trudsholm: 31 tdr. hartkorn med 16 tdr. skovskyld, bøndergodset 191 tdr.
Barritskov: 48 tdr., hartkorn med 6 tdr. skovskyld., 69 tdr. kirke- og kongetiender, bøndergodset 242 tdr.
Kirkerne i Rye, Hyllinge, Sonnerup, Barrit, Vrigsted og Klarkring.

I Strandskoven findes en grøft, der kaldes kræmmerbækken. Det fortælles, at en omvandrende kræmmer havde overnattet her. Nogen var fulgt efter ham i den tro, at han havde penge. De slog ham ihjel, røvede hans værdier, og trak ham ind i en overkørsel over grøften. Historien melder ikke noget om, at de blev fanget!

Hvis man synes, at beretningen er indviklet, p.gr.a. de mange navne og årstal, kan jeg sige, at det bliver endnu værre De nyeste arvinger til Ryegaard hed i 182 år stort set det samme:
Henrik Jørgen Scheel 1796 – 1882
Frederik Christian Rosenkrantz Scheel 1833 – 1912
Henrik Jørgen Scheel 1866 – 1917
Frederik Christian Rosenkrantz Scheel 1897 – 1978

Herefter er "den onde cirkel" blevet brudt!

Niels Henrik Rosenkrantz Scheel 1933 –
Johan Christian Rosenkrantz Scheel 1960 –
Frederik August Rosenkrantz Scheel 1993 –

Den 26. oktober 1796 fødtes som 2. søn på Gl. Estrup, Henrik Jørgen Scheel. (Min tipoldefar). 12 år gammel, i 1808, deltager han som kadet i forsvaret af København mod den engelske flåde og ender som kaptajn i den danske flåde.

Når han ikke sejlede, boede han i København. En dag i 1824 er der dumpet et brev ind til ham med besked om, at han havde arvet Ryegaard! Han har sandsynligvis ikke vidst noget om det i forvejen. Henrik Jørgen giver sig god tid. Han har rimeligvis noget tjeneste tilbage at udføre for flåden. På St. Croix har han mødt Anne Eliza Norbach Prom, født den 29. august 1800. Hendes far var nordmanden og mægleren Samuel Prom, og moderen var engelsk og hed Elisabeth Markoe.

Henrik Jørgen og Anne Eliza gifter sig i København i 1826. De får to døtre og en søn, inden de flytter til Ryegaard omkring 1833. Herefter får de en datter og to sønner, altså i alt 6 børn. De flytter ind i de to gamle bindingsværks bygninger, men har så vidt vides også lejlighed i Bredgade i København. De gamle huse på Ryegaard har nok været fæle at bo i om vinteren, derfor flyttede de til Bredgade i den kolde tid.

Henrik Jørgen havde jo været vandt til at flage med splitflag i flåden, og det er ganske givet han, der begyndt at flage med et sådant på Ryegaard, og familien gør det stadig ved særlige lejligheder. Hvis vi skal være lidt frække, har vi flaget med splitflag længere, end det nuværende (Glücksborgske) kongehus.

I Henrik Jørgens tid blev der frasolgt en masse mindre gårde og huse, hvilket sikkert har været en klog beslutning, da man så bedre har kunnet holde sammen på resten.

Den 17. januar 1842 blev en familie myrdet. Familien bestod af Niels Jørgensen, hans hustru, Marie, og deres 12 årige søn, Jørgen. De boede i nærheden af Ejby og er begravet på Rye kirkegård.

Efter et dygtigt efterforskningsarbejde blev to mænd fra Venslev anholdt, og de tilstod. Det fortælles, at de midlertidigt blev låst inde i kælderen under kørestalden på Ryegaard. Senere blev de overflyttet til Roskilde, hvor de blev halshugget på galgebakken den 22. marts 1843. Alt ifølge bogen om Rye – Sonnerup af L.P. Bigaard.

Både Anne Eliza og Henrik Jørgen var efter sigende meget vellidte på gården og på egnen. På malerier af dem udstråler de megen varme. Henrik Jørgen dør i 1862 og et monument med hans buste står i parken. Anne Eliza flytter til det før omtalte Enkesæde, som dog forinden blev istandsat. Der blev fældet et lindetræ, således at hun fra boligen kunne se sin mands monument. Den offentlige vej gik dengang tættere på Enkesædet, end den gør nu. Det fortælles, at når folk, der kendte hende, passerede forbi, også om natten, tog de hatten af for den gamle, vellidte dame!  Hun dør 1878, og begge mine tipoldeforældre er begravet på Rye kirkegård vest for tårnet.

Min oldefar, Frederik Christian Rosenkrantz Scheel, blev født i 1833 og overtager i 1862 Ryegaard efter faderens død.

Hvorfor nu pludseligt noget med Rosenkrantz? Jeg mener, at Anne Eliza og Henrik Jørgen, som jo var de første Scheeler på Ryegaard, har villet hædre familien Rosenkrantz. Denne var jo årsagen til, at de arvede Ryegaard, og derfor hedder de ældste sønner Rosenkrantz som mellemnavn, dog med en enkelt undtagelse.

Frederik Christian gifter sig 1864 med Frederikke Zachariae. Som en morsom detalje var Frederikkes mor, Louise Frederikke Dannemand, Frederik d. 6.s datter "til venstre" !

Frederik Christian bygger i 1876 den nuværende avlsgård og flytter herover med familien, der på det tidspunkt omfatter 5 børn. Han nedriver de to gamle bindingsværkshuse og den gamle avlsgård. Arkitekten, der byggede den nye avlsgård, hed Tvede. Min oldefar beder ham om at bygge en hovedbygning. Efter sigende ville Tvede ikke, da han jo byggede erhvervsbygninger og ikke beboelseshuse. Han bliver overtalt og bygger rødstensbygningen med det store tårn i 1878. Bygningen lå på samme sted som de gamle bindingsværkshuse. Familien flytter nu ind i det nye hus, og de ender med at have i alt 8 børn.

Frederik Christian moderniserer hovedbygningen på Trudsholm og opfører nye avlsbygninger der i 1876. Ryegaard og Trudsholm var så vidt vides bortforpagtede. Frederik Christian var formand for Rye-Sonnerup sogneråd i 45 år!, medlem af Roskilde Amtsråd i 36 år!, medlem af Folketinget i 16 år!, endvidere var han kongevalgt medlem af Landstinget.

Der har rimeligvis ikke været så meget tid til at tage sig af land- og skovbruget. Skovbruget blev varetaget af skovrider Rolsted, hvis far havde været skovrider før ham. Skovridergården var dengang på Jægerslund, Elverdamsvej 169. Det fortælles, at skovrideren en dag var kommet til Frederik Christian og stolt havde fremvist den første fasan, der var blevet skudt på Ryegaard. Min oldefar var blevet rasende!

Der var også en skytte. Han boede i det gamle Bondhus overfor den røde Dyrehavelåge. Det nuværende Bondhus er bygget i 1942, da Munkholmvej blev udvidet. Skytten var meget glad for både øl og snaps, men passede efter sigende sit arbejde alligevel. Dyrehaven var på det tidspunkt en del større, og her gik der dåvildt til ca. 1921.

I Dyrehaven lå ligeledes et teglværk. Leret blev rimeligvis hentet på toppen af en nærliggende bakke. Vejspor ned ad bakken vidner om meget trafik med vogne. Teglværket stoppede og blev nedrevet i slutningen af 1800. Teglhuset findes dog endnu, og her har rimeligvis boet en ansat på værket.

Maleren Simon Simonsen har dekoreret to dørfyldinger, måske som betaling for kost og logi. Han har nemlig malet mange billeder på egnen og har sikkert boet til leje hos Teglhusets beboere.

Digteren Christian Winther har ligeledes boet til leje hos beboerne i det gamle Krabbeslund, der lå samme sted, hvor det nuværende findes, på Elverdamsvej 173. Henrik Pontoppidan har skrevet en historie, der foregår omkring Langtved Færgekro og Strandskoven. I Carit Etlars "Dronningens Vagtmester" lader han Gøngehøvdingen udskibe fra Langtved Færgekro efter et besøg på Ryegaard. Gøngehøvdingen skulle til København, og det var i de tider mere sikkert at sejle.

Frederik Christian var efter sigende en hustyran og meget dominerende. Hans ældste søn, Henrik Jørgen, der uvist af hvilken grund ikke hed Rosenkrantz, forpagtede Trudsholm i 1892, da han var 26 år gammel. Han skulle hver dag stille på godskontoret på Ryegaard. Hvorfor vides ikke, det skulle han bare!

Frederik Christians fire døtre blev kørt meget stramt. Den ældste, Inge, var født tunghør og havde høreapparat. Hun skulle holde styr på linnedstuen. Hun ville gerne have været gartner, men det måtte hun ikke. Da jeg var dreng, var hun jo en ældre dame, men livlig og havde let til latter. Hun sagde engang, at hvis hun havde vidst, at hun skulle leve, som hun gjorde, så havde hun lavet nogle flere "basseraller" (gale streger). Jeg tror, at jeg har opsnuset en af "basserallerne". Jægerslund blev moderniseret for nogle år siden. Bag et træpanel sad et fotografi af Inge. Hun har sikkert været betaget af en mand på Jægerslund og har givet ham et foto i al hemmelighed. Enten har manden været ligeglad eller har været rædselsslagen og har stukket det om bag panelet!

Den næste hed Ellen. Hun var mere stram i det, men altid venlig. Hendes opgave var at holde styr på sølvtøjet. Præsten i Kirke Hyllinge havde friet til hende, men oldeforældrene syntes ikke, at det var fint nok!

Den næste i rækken var Anne Eliza. Jeg husker ikke meget om hende, men hun blev heller ikke gift. Da cykler blev almindelige, ønskede alle sig brændende en sådan. Så kunne de da komme lidt rundt i omegnen. Men nej det måtte de ikke!

Den yngste, Louise, nåede at blive gift med en fætter, der med årene fik et alkoholproblem!

De tre ugifte søstre og deres mor boede, fra faderens død i 1912, resten af deres dage i en lejlighed i de "engelske” huse i Klampenborg.

En søn, Einar, døde som spæd. Frederik Vilhelm levede mere eller mindre hemmeligt med sin kone og deres fire børn i København. De blev gemt væk i soveværelset, når Farfar fra Ryegaard kom på besøg! Oluf levede også i København med en såkaldt "husbestyrerinde". Hans søstre i Klampenborg måtte heller ikke vide noget. Han blev dog gift med hende, men først på sit dødsleje. Da vi lærte hende at kende, var hun en overordentlig hyggelig person. Alle disse børn havde øjensynligt været bange for den dominerende far! Frederik Christian dør som nævnt i 1912.

Vi er nu nået til min farfar, Henrik Jørgen, der forpagtede Trudsholm i 1892. Af temperament en afdæmpet og beskeden mand. Han frier pr. brev til Sophie Louise de Falsen Zytphen-Adeler født 1872 på Dragsholm. Han regner ud, hvornår der kommer svar til posthuset i Roskilde. Han får sadlet sin hest og rider til Roskilde. Brevet er der, men han rider hjem til Trudsholm, før han åbner det og læser, at hun har sagt ja!

De bliver gift 1895 på Dragsholm. Sophie Louises søskende er forfærdelige imod ham. De siger, at han er bondekarl og lugter af møg!

Henrik Jørgen driver Trudsholm udmærket. Hans heste bliver fodret og passet ordentligt, der er orden i tingene. Når der skulle tærskes kom et omrejsende tærskeværk, der blev trukket af et lokomobil (dampmaskine). Kernen kom i sække, der skulle bæres på loftet. Halmen blev presset i bundter og rakt med hånden højt op i laden.

Henrik Jørgen fandt på at hænge en talje op i ladeloftet. Ved hjælp af et langt reb kunne man hejse flere bundter halm op, når der var et par heste i den anden ende af rebet. Frederik Christian på Ryegaard hørte om dette og sagde: "Henrik, du gør det snart så nemt for dem, at de kan stå med hænderne i lommen!"

Der var jo mange ansatte til at passe malkekøer, grise, heste og høns m.v. foruden, at markerne skulle passes året igennem.

Min farmor, Sophie Louise, havde naturligvis husjomfru og piger til hjælp, men har alligevel haft meget at gøre. Der skulle jo være mad til alle disse mennesker hver dag. Der skulle vaskes tøj og gøres rent. Hun var vist en ret speciel mor for sine fire børn.

Den ældste, min far, Frederik Christian, blev født i 1897. En vanskelig fødsel. Min far sagde: "Jeg er født siddende!". Fødslen gik i gang, men der skete ikke rigtig noget. Der fandtes jo ingen telefon. Et hestekøretøj var blevet sendt til Hvalsø, hvor nærmeste læge boede. Herefter skulle de så køre tilbage til Trudsholm. En tur på i alt 14-15 km. Jordemoderen var formodentlig kommet. Min farmor blev sat op i en vogn, hvorefter de kørte hende rundt på gårdspladsen, hvor det var godt ujævnt. Det lykkedes omsider, og min far så dagens lys. Herefter fik min farmor tre børn til: Kirsten, Mogens og Litten.

Som barn var min far mørkeræd og bange for fjer. Der har vel stået 1903 på kalenderen. Hans mor sendte ham fra Trudsholm i mørke til et nærliggende hus, omkring 500 meter væk. Her skulle han melde sig til konen og så gå hjem igen! Andre gange blev han sendt op i dueslaget for at hente en dueunge i sit forklæde! Min farmor havde dog andre talenter. Hun sad om aftenen og lavede legetøj til børnene. Vogne, landbrugsredskaber og dukkestuer. Hun havde sans for sygepleje. Hvis nogen kom til skade f. eks. på gården, rensede hun sår, standsede blødninger og lagde forbindinger. Endvidere startede hun sygeplejeforeningen på egnen.

Hendes svigerforældre boede jo på Ryegaard, og her forventede man, at familien på Trudsholm kom til middag hver søndag aften, altså på ugens eneste fridag. Min fars søster, Kirsten, har fortalt, at hun som barn kunne huske, at hun havde hørt lyden af mange mænd, der brugte le i høsten, når kornet blev mejet. Det foregik på Ryegaard. Hvorfor har hun bidt mærke i det? Måske fordi min farfar havde teknisk sans og muligvis allerede havde anskaffet aflæggere (hestetrukne maskiner, der kunne klippe kornet af og lægge det ud på jorden, hvorefter det så skulle bindes i neg med håndkraft). Det var altså forløberen for selvbinderen.

Trudsholm var vel på dette tidspunkt på ca. 200 ha dyrkbart areal. Det er i dag reduceret til ca. 120 ha. Udstykningen i 1920, motorveje m.v. har taget de 80 ha.

Ryegaard var som nævnt bortforpagtet. Her var et velfungerende mejeri. Vi har mange diplomer liggende, der viser, at man lavede f. eks. både ost og smør af høj kvalitet. Her var også malkebesætning, grise og mange heste. Der var naturligvis en masse ansatte, både på gården og i køkkenet. Ude på marken, et stykke fra gården, lå der en såkaldt polakkaserne. Her boede de polske piger, der var beskæftiget både i mark og i stald, derudover var der beskæftiget folk i gartneriet, som forsynede herskabet med grønsager og blomster. Dette fungerede også som handelsgartneri. Herskabets mange køreheste, seletøj og vogne skulle passes. Det var ganske almindeligt at sende køretøjer til Roskilde og Hvalsø, når der skulle hentes gæster, eller hvis herskabet selv skulle nogen steder. Jeg har i øvrigt kendt min oldefars førstekusk, han har også været kusk for min far, og han døde først engang i 50'erne.

Hovedgårdens dyrkede areal udgjorde ca. 400 ha. Udstykninger, veje m.v. har taget ca. 150 ha, så der i dag er ca. 250 ha dyrket areal. Hertil kommer så skovene ca. 400 ha.

Efter min oldefar, Frederik Christians, død overtager Henrik Jørgen. Ved dette ejerskifte måtte man frasælge Barritskov i Jylland, der jo stadig hørte til på dette tidspunkt. Henrik Jørgen havde sukkersyge og skulle holde en streng diæt. Han overholdt den vist ikke altid, og han døde allerede i 1917 kun 51 år gammel. Både han, min oldefar og deres familier er begravet på familiegravstedet på Rye Kirkegård.

Så blev det min far, Frederik Christian, der, 20 år gammel, skulle overtage med en ny gang arveafgift o.s.v. Det store rødstenshus, som min oldefar havde bygget, var ikke betalt endnu, og min far har betalt de sidste afdrag på dette!

Lensafløsningen kom og udstykningen, hvor der blev taget ca. 150 ha landbrugsjord fra Ryegaard.

I dag er der 371 ha dyrkbart areal incl. de gårde, der i mange år har været bortforpagtede. Skovene udgør 503 ha, huse, rørskær, moser og veje 251 ha, i alt 1.126 ha.         

                  

Greve Frederik Christian Rosenkrantz Scheel som yngre og Frederik Christian Rosenkrantz.