Forrige recordNæste record  Bygning  1941   Cafe Wolffhechel  

Algade 4

I 1941 skulle der afholdes skiveskydning på Højskolehjemmet - det senere Hotel Roar. Men det viste sig, at lokalet her ikke kunne bruges, og man flyttede så skiveskydningen til Wolffhechels lokaler i Algade 4. Bestyrelsen besluttede dog at holde den næste skiveskydning på Højskolehjemmet, og i den følgende tid veksledes der mellem disse to steder.

Ejendommen, Algade 4, husede fra 1816-1869 borgerskolen, inden konditor Wolffhechel overtog den. Wolffhechel ombyggede huset til en moderne forretningsejendom, og indrettede blandt andet værtshus i dets venstre side.


I 1972 var det slut med Cafe Wolffhechel. Man kunne læse følgende i Roskilde Tidenden det år den 5. februar:

Så er det sket med

”Wolffhechel”

Særpræget kapitel af Roskildes historie er nu afsluttet

Cafe Wolffhechel er ikke mere. Telefon 35 15 46 svarer ikke mere. En af byens ældste restauranter har måttet lade livet for udviklingen. Algade 4 i Roskilde omdannes til et moderne bankpalads, hvor Roskilde Landbobank får til huse. Dørene blev lukket torsdag aften, hvor stamgæsterne var mødt talrigt op i begravelsesfølget for at nyde den sidste veltempererede øl i tobaksrøgens skygge.
Stambordene var fyldt, og der blev fortalt mange muntre historier fra værtshusets lange historie. ”Wolle”, ”Klinikken for indvendige bade” og ”Det halve apotek”, blev båret til graven med glans i øjnene.

Når stamkunderne talte om ”Det halve Apotek”, så skyldes det ikke, at nogle af dem i går måske havde brug for en ekstra aspirin, men fordi værtshuset havde til huse i Algade 4, medens Domapoteket må notere sig for Algade 8!
Ejendommen, der nu falder, har oplevet meget i tidens løb. Det er vanskeligt at finde noget i arkiverne om dens historie, men noget ved man dog.
Indtil 1869 var bagbygningen Roskildes eneste tilbageværende renæssancebygning, kommuneskole med drengeskole til højre og pigeskole til venstre. Drengeskolen blev privatbygning for familien Wolffhechel, og pigeskolen har bl.a. været udlejet til firmaet Møgelhøj & Willumsen.
I bygningen hævdes det, at Roskildefreden i sin tid blev stiftet i 1658 – et sørgeligt kapitel i Danmarkshistorien, hvor vi måtte afgive vore svenske besiddelser.


Vandt i første omgang

Sidebygningen, der nu også falder for de store maskiner, blev bygget i 1912 og opnår således med nød og næppe at fejre 60 års jubilæum. Indtil den opførtes, var for- og bagbygningen adskilt fra ”Skolegården”, som i midten var prydet af den datids-pumpe, som efter sigende hentede dejligt vand op til tørstige sjæle fra en af Roskildes mest givtige kilder.
Bygningen blev i 1869 købt af conditor Th. Wolffhechel, der senere lavede restaurant.
Ud til Algade blev der indrettet flere forretninger foruden restauranten. Der skulle jo penge ind, selv om Wolffhechel kun havde givet 300 rigsdaler for hele herligheden, den gamle skole iberegnet. I forretningen ved siden af restauranten har der været solgt legetøj, bolcher m.v., indtil der blev charcuteri i 1912. Det blev drevet af Brdr. Nielsen, senere Svend Nielsen, indtil slagtermester Ole Buhl overtog forretningen, som blev nedlagt sidste år.
I 1924 døde Theodor Wolffhechel, og restauranten blev overtaget af sønnerne Svend og Emil Wolffhechel. Svend Wolffhechel drev restauranten til sin død, hvorefter broderen Emil kom til. Han bortforpagtede restaurationen den 1. maj 1964.
Restauranten blev et ”hjemsted” for mange næringsdrivende i Roskilde. Indtil det sidste mødtes de hver formiddag til bysnak og ”tidkort” inden frokost.
Traditionen er blevet opretholdt, om end man senere gik over til at muntre sig med raflebægrene eller et spil sjavs, indtil frokosttiden meldte sig sekunderet af det gamle slagur, der forkyndte gå-tid til værksted, forretning eller mors frokost.


Torsdagsklubben

Blandt de faste gæster, der nu har måttet søge andet husly, er den såkaldte torsdagsklub bestående af fem gode Roskildeborgere, der hver torsdag her kunnet sætte sig ved det samme bord og slappe af et par timer med et spil kort. Ingen gæster har nogensinde vovet at sætte sig ved bordet på de tider, hvor man vidste, at nu kom ”torsdagsklubben”.
Fra buffeten kunne der indtil for få år siden afgives ordre gennem det til det sidste værende talerør til køkkenet om et halvt stykke sild til snapsen.
Det er nok med vemod, at mange ser Danmarks måske eneste tilbageværende guldrandede, firkantede spejlloft, som er i restauranten ud mod gaden, nu forsvinder, men det står formentligt ikke til at redde.
Een ting i det gamle hus skal bevares for eftertiden. Det er den gamle bjælke til indgangen til skolegården, der er fredet - med følgende formaning til børnene:

HERRE FRELS MIN SJÆL
FRA LØGNAGTIGE MUNDE
OG FRA DE FALSKE TUNGER
Psal. CXX

Bjælken får formentlig sin plads enten på Roskilde museum eller Nationalmuseet.
Livet, der har udfoldet sig i de gamle lokaler, lader sig vanskeligt beskrive, og det lader sig næppe genoplive andre steder.
I Tyskland taler man om – og har – ”Stamtisch” – stamborde, og det begreb eksisterede til torsdag aften i Algade 4. Det er en del af et kulturmønster i Roskilde, som nu er forsvundet.
I en menneskealder mødtes tre kendte borgere i byen hver formiddag kl. 11 – og ve´ den, der ikke var kommet – for at spille et slag kort.
Fjerdemanden mødte allerede ved ottetiden og lagde beslag på bordet, hvor han udbredte sin avis. Når de tre indfandt sig ved 11-tiden rykkede han over til et andet bord, og så blev der givet kort. Det var en almindelig folkeforlystelse, som hverken radio eller fjernsyn kunne hamle op med, at se og høre de tre afgive deres meldinger og kommentarer. Fjerdemanden ved nabobordet sørgede for, at intet spil gik til ende, inden de tre var gerådet i et skrækkeligt mundhuggeri. Men næste dag mødtes de igen!


Guldkalven

En af de foreninger, der nu bliver hjemløs, er ”Guldkalven”, en spareklub, hvis medlemmers indbetalinger er protokolleret siden 1875.
I restauranten hang til det sidste på bagvæggen et billede af medlemmerne omkring bordet svingende pokalerne, et maleri af de medlemmer, der var med i 1936 og iført ansigter fotograferet af fotograf Carlo Sundberg, der dengang var indehaver af ”Polyfoto” i Roskilde. Kun fire af de daværende medlemmer er i live i dag.
”Gulvkalven” kan man kun blive medlem af, når en dør eller ikke ønsker at være med mere. Hvert år inden jul samledes medlemmerne på Cafe Wolffhechel til en overdådig middag (ædedolkenes klub i erindring).
Renterne af de opsparede penge forvandledes til faste og flydende varer, og lillemor blev formildet med de opsparede midler. Nuværende formand er depotejer Alf Christensen, og kasserer er Kaj Wolffhechel, den eneste tilbageværende Wolffhechel i byen.
I restauranten har der ophængt mange billeder som udsmykning. De fleste blev fjernet inden lukningen.
Et af de sidste var et foto fra 1884 af den gamle bygning Algade 4 taget af Roskildes berømte fotograf Hude, inden facaden mod Algade blev lavet om.
Man ser her en herre med bowler foran bygningen. Onde tunger påstår, at han aldrig nåede videre.
Th. Wolffhechel og hans søn Svend havde deres stambord, hvor der var opsat en altid fint pudset messingplade, ”Direktørens bord”, hvorfra de påså, at alt gik ordentligt til. Pladen er nu i Kaj Wolffhechels besiddelse.
Da Ole Buhl rykkede ind, blev der oprettet et nyt stambord og opsat en ny plade med betegnelsen ”Mester”s bord. Den har han taget med sig hjem.
Sket er sket, men minderne om en af Roskildes mest populære ølstuer vil leve videre en stund endnu. Om ikke andet, så findes der i Danmarks Radio stadig et bånd optaget på ”Wolffhechel”, der gengiver noget af den gamle stemning.
Sørgefloret – opsat af bedrøvede gæster – i baggården, hvor stamkunderne altid foretog deres entre, er væk. Minderne er endnu tilbage, og dem må de leve videre på.
Cafe Wolffhechel er afgået ved døden, terninger er kastet for sidste gang i Algade 4, og de nu hjemløse må sige som ærkebiskop Remigius den 25. december år 496 sagde: ”Tilbed, hvad du har brændt og brænd, hvad du har tilbedt”.
Sket er sket.

 

 

 



 

 

 

 

 

 

 

Roskilde Borger-, Håndværker- og Industriforening
holder fugleskydning i haven